cc2006078 - mewithoutYou for Tooth & Nail Records

At være den samme her og der

På min højre underarm fik jeg for fem år siden en tatovering med teksten ”the sun and the moon”, ordene er titlen på en sang, og måden det er sat op på er taget fra et CD-cover. Jeg fik den, fordi jeg ville minde mig selv om sangens budskab, der i sangens omkvæd lyder ”the Sun and the Moon, I want to see both worlds as one”. For mig betyder det, at det, jeg laver et sted, skal hænge sammen med det, jeg laver andre steder, at den jeg er om natten er den samme, jeg er om dagen. Bandet hedder MeWithOutYou, og for et par dage siden kom jeg til at tænke på noget, der skete sommeren 2010, hvor jeg havde en stærk og livsforandrende oplevelse. Den oplevelse får I historien bag her:

I mine yngre år stod jeg for en masse koncerter, musik var min store passion, og jeg drømte om at overtage verden med min egen musik og have et spillested ved siden af. Da jeg kortvarigt fik muligheden for det sidste sammen med Frontløberne, gik det op for mig, at det ikke var min drøm mere, livet med koncerter, der skulle afvikles onsdag til lørdag, og alt besværet med fulde folk, gjorde det forbi. Når jeg ser tilbage, er jeg enormt taknemlig for den tid, og hvad den gav mig, for udover nogle gode erfaringer som leder og koordinator, så gav det mig også et rigtig stort netværk, som jeg stadigvæk nyder godt af.  Det sker også af og til at mit gamle musiknetværk tager fat og spørger, om jeg vil arrangere en koncert, og jeg takker som regel nej, men en sjælden gang imellem sker der det, at jeg bare ikke kan lade være at sige ja. Sådan var det i 2010, da mit favoritband, MeWithOutYou, blev budt af en hollandsk booker.
Jeg satte koncerten op i Instituttet for X på Godsbanen, i et gammel togværksted, settingen var perfekt, jeg havde fået fat i noget anstændigt lydgrej og et sted, de kunne bo, lige i nærheden, Helene, min kone, havde bikset noget lækkert mad sammen.

34005_437349603409_3538349_n-1Han sagde kun TAK…

Alt var klar!  Jeg skulle møde mine idoler, men endnu vigtigere skulle jeg møde Aaron Weiss, forsangeren fra bandet. Aaron har været min største inspiration som tekstforfatter og sanger i mine egne bands(link), siden jeg var 15, og ud over at være dygtig musiker, så er han enormt excentrisk – han er berygtet for ikke at ville tage imod mad, så længe han kan finde noget selv, han bor på gaden med hjemløse det meste af tiden, af lyst, han ejer en taske med ting – THAT’S IT! Mængderne af ting, jeg kunne lade mig inspirere af, var næsten uudtømmelige.

Da de kom de til Godsbanen, mødte jeg dem ved bilen, og hvor var de søde, en dejlig flok hippie-agtige typer. Aaron hilste pænt på mig og jeg skruede charmen på, begyndte at snakke lidt med ham, og han lyttede, så lyttede han lidt mere, så smilede han, og så gik han.


34961_437349453409_6365896_n
Ggaarhg!! Han skulle jo være min ven, men han var pludselig noget helt andet, end jeg havde regnet med, noget som jeg ikke umiddelbart forstod.

Koncerten var fantastisk, og jeg hyggede mig rigtig godt med bandet. De tilbød, at Helene og jeg bare skulle komme på besøg, og det føltes, som om de mente det.

De overnattede i nogle venners lejlighed, og næste morgen stod jeg klar med morgenmad, og da den var blevet nydt i sommersolen, tog de af sted. Der blev delt gode kram rundt, og da jeg skulle sige farvel til Aaron tog han mig i armen, og sagde ”THANK YOU”, kiggede mig i øjnene i 20 sekunder, sagde ”thank you, Frederik” og gav mig et kram. Og så kørte de af sted.

Jeg var rørt, men jeg kunne ikke helt forklare hvorfor til andre – og ikke engang til mig selv.

Det handler ikke om mig

Jeg læste efterfølgende en bog om Aaron, hvor mange ting blev klarere for mig, for allerede i mødet med ham kunne jeg mærke, at der var noget inde i ham, noget som jeg ville have, til trods for jeg ikke kunne sætte ord på det, ud over at ydmyghed godt kunne ramme det lidt ind.
En af grundende til at han hellere ville lytte og hellere ville træde i baggrunden var, at han ikke ville bygge et idealbillede op af sig selv, og det var måske netop det, jeg så, han evnede en ydmyghed som kunne virke usund, men som i virkeligheden handlede at give plads til den person, han stod over for.

227540813_c3e521a121_photo_1I bogen fortæller Aaron om sit liv til en kammerat, hvor de deler den voldsomme skæbne at have gået med selvmordstanker. Aaron fortæller om sin kamp mod depression og lysten til at tage sit eget liv og siger et guldkorn. Han fortæller, at han stoppede med at tænke over at tage sit eget liv, da det gik op for ham, at det ikke handler om ham. Det handler om, hvad han kan give, og først da kunne han leve, da han ikke troede, at det skulle handle om ham selv.

Nyt syn på ting

Mit møde med Aaron satte en stor indre og ydre rejse i gang, en bevidstgørelse af en masse nye ting. Meget konkret stoppede jeg blandt andet med at købe tøj det næste halvandet år, jeg begyndte at tage valg hver dag, om ting, jeg skulle huske, og ting, jeg skulle undvære, nogle gange kunne det være, at jeg kun ville drikke vand en hel dag. Andre, at jeg ikke måtte købe noget en dag. Og hver dag i en måneds tid skrev jeg journal over mit liv.34531_437350858409_2129789_n
Der var mange ting, der startede der i mødet med Aaron, til trods for at han ikke rigtig sagde noget, jeg begyndte at tænke meget mere over, hvornår nok er nok, jeg begyndte at overveje ting, som jeg ellers bare tog for givet, jeg oplevede at se noget i et andet menneske, som jeg havde lyst til at have, noget ubeskrivelig – lige der i hjertet – og jeg oplevede selv, hvor meget forandring det kunne skabe. Derfor begyndte jeg også at håbe på, at jeg selv kunne gøre det for andre, og jeg fik lyst til at opmuntre andre til at tro på netop den forskel, de gør.

Jeg kom et skridt tættere på at få forenet solen og månen i mit eget liv.



Say something!