Meningen med livet (er ikke at få børn)

Jeg mødte for et par år siden en pige, hvis verden, grundet en abort af et ønsket barn, var væltet sammen. Hun var dog lidt på afstand af det, men det, hun sagde, var, at det var, som om verden havde mistet sin uskyld, og nu skulle hun til at lære at navigere i en verden, hvor fare, usikkerhed og sårbarhed lurede over alt.

Den slags oplevelser kommer vi nok alle ud for på et tidspunkt – at verden pludselig mister sit lyserøde skær.

Jeg synes faktisk ikke at huske det lyserøde syn på tilværelsen; ikke, at jeg ikke havde en god barndom med leg og eventyr, men virkeligheden lurede i familien med en psykisk syg søster, plejebørn fra mere eller mindre smadrede familier, og min nabo var et Blå Kors-hjem; det sidste var nu primært meget hyggeligt, da man altid kunne gå derop og få bolsjer.

Med den slags ting i bagagen kunne man muligvis udvikle en lidt kynisk og måske endda paranoid tilgang til tilværelsen, men tværtimod har jeg altid stædigt insisteret på, at der må være en mening med tilværelsen, og jeg ser mig nu egentlig som en optimistisk idealist.

Tidligt klar på at få børn

10763534-meningen-med-livet---1I 2010 flyttede jeg med konen til en stor lejlighed, fordi vi snart ville i gang med at få børn, men da døden bankede på døren og tog en flok venner fra mig, var det som om, at det med børn lige skulle vente lidt. Da vennerne døde pludseligt ved en ulykke, mistede jeg fuldstændig pusten, og jeg skulle hvert fald ikke i gang med at få børn, for jeg anede ikke, hvorfor jeg var til. Jeg mistede min fornemmelse af mening med tilværelsen, og jeg ville finde den igen, før jeg fik børn.

Jeg vidste med mig selv, at dét at blive far ville give mig en mening. Og min eksistens er nu, hvor jeg er blevet far, fuldt berettiget. Hvis ikke jeg er her, har mine børn ingen far; ergo: Mit liv giver mening.

Men når mine børn så kommer til mig i deres start-20’ere og siger: »Far, jeg fatter ikke helt, hvad der foregår, hvorfor er jeg her?« Så vil jeg have ét svar: »Få Børn!

Børn er ikke svaret på meningen med livet. Men de giver mening til livet.

Jeg tror ikke, jeg har fundet et svar; jeg tror ikke, der er ét svar. Men det er hulens godt spørgsmål at stille. Jeg har selv fundet nogle brudstykker af svar, som jeg har stykket sammen. Og det er nok til, at jeg nu har fået to dejlige piger og det med ro i sjælen.

Her kommer lidt af mine brudstykker – de er mine egne, men I må godt kigge med:

Dét, vi har brændt os på

Vi bruger ordet passion i flæng. Om det så er for madlavning, cykling, hunde, iPhones, så lægger vi det ofte i det lidt inflationsramte begreb »passion«. Men hvad betyder det egentlig, og hvordan finder man en passion? Hvis vi skal lytte til vores tidsånd, så burde vi nok kigge ind i os selv, tage ud på et bjerg og finde os selv.

10763535-meningen-med-livet---2Men jeg tror at »selv«-kulturen sammen med iscenesættelseskulturen er vores største hindring for netop at finde en passion, for det er min erfaring, at der, hvor vi finder passionen, er på det sted i vores personlige fortælling, hvor vi har oplevet smerte, og at den smerte, vi har oplevet, er den, vi har lyst til at hjælpe andre med ikke at opleve. Hvilket giver meget god mening, hvis vi kigger på det danske ord for passion, »lidenskab«, eller når vi kigger på passions græske sprog-rod, hvor det kommer fra pathos, der betyder smerte.

Jeg vil gerne kunne vise mine børn dét at være passioneret, brænde for at gøre en forskel for andre, og jeg tror, at vi brænder for det, vi har brændt os på.

Identitet i relationer

Mit arbejde og mine handlinger er vigtige, for at jeg tjener penge til livet, for at jeg kan bruge det, jeg er dygtig til, for at jeg kan bruge det til at skabe værdi i verden eller for kollegaer, hvis det er tilfældet på arbejdspladsen.

Men min kerne og identitet kan ikke komme fra noget, som nemt kan tages fra mig. Min identitet er skabt af mine relationer; det er det, som skaber værdi, og som opbygger mig. Jeg oplever gang på gang, at det faktisk er, fordi jeg ikke har haft tid til at pleje relationer, at jeg bliver utilfreds med tilværelsen; utilfredsheden opstår ikke, fordi jeg ikke er lykkedes på arbejdet.

Jeg mener som sådan ikke, at der er noget galt i at være ambitiøs. Jeg synes bare, vi konstant skal være opmærksomme på, hvilken pris vi betaler. Jeg vil i hvert fald langt hellere vise mine børn værdien i at kunne pleje gode relationer frem for, hvor fedt det er at kunne dyrke en karriere, for det er nu dét, som alle undersøgelser om glæde og mening vil sige til os; det ligger i relationerne.

Snak om mening

Den der jantelov gør os så pissebange for at stikke næsen frem, og jeg er også bange, hver gang jeg smider artikler som den her ud til en masse mennesker. Også fordi jeg jo langt fra lykkes hele tiden, og selv som én, der har opfundet SNAK, kan jeg også være dårlig til at lytte og spørge ind.

10763536-meningen-med-livet---3Men det er for dumt, at vi begrænser de her samtaler, hvor vi hiver os selv op i helikopteren, eller hvad vi nu vil kalde det. Vi bliver nødt til at gøre det, hvis ikke det skal ende med, at vores børn en dag forlader reden, og vi så står helt tomhændet tilbage som i den dokumentarfilm, jeg så, om en mor og voksen datter, hvor datteren siger: »Det må da også have været hårdt med alle os børn som små«, og moren svarer: »Er du gal, det var den bedste og mest meningsfulde tid i mit liv.« Jeg forstår ærlig talt godt svaret, endda helt smerteligt godt, men jeg håber ikke, det går sådan, at kun mine børn giver mit liv mening. Mit og dit liv skal også give mening også uden børn.

Og den eneste måde, vi kan finde hen imod den mening, er nok ved at få snakket sammen om den. Hvis man render rundt i en skov, er den bedste måde at sikre, at man ikke går i cirkler, at kravle op i et træ for at orientere sig – selvom det er stadigvæk er på jorden, vi skal bevæge os.