Men hvad bliver så min generations kollektive byrde?

En morgenmadstund

Denne morgen vågner jeg i mit hjem i hjertet af Aarhus med følelsen af, at der er børn over det hele, imens den ældste af mine to piger – hende på to år – råber »Morgenmad« ind hovedet på mig.9665201-nok-frigrelse-nu-skal-vi-begrnse-os---2

Jeg giver mig dog ikke, da jeg synes, det er for lækkert at ligge og putte videre med lillesøsteren på tre måneder, og jeg kommer først ud af sengen, da jeg får hælespark rettet mod mit hoved.
Jeg har sommerferie, og tiden er lidt bedre end ellers. Jeg står op og hælder noget yoghurt i storesøsters tallerken. Hun har døbt det »legurt«, da hun om morgenen til tider er i tvivl, om hun helst vil have yoghurt eller lege med lego.

Bagefter er det tid til, at jeg selv skal have noget morgenmad. Jeg går ud i køkkenet, får tallerkenen frem og tænder lige iPad’en, får havregryn ned på bordet, åbner Facebook, tager mælken ud af køleskabet, falder i staver over nogle kommentarer til et eller andet, og vupti, nu hører jeg min datter råbe igen. Nu er hun færdig med at spise, og jeg står med tørre havregryn, der endnu ikke har fået mælk på. Jeg aner ikke, hvad jeg læste på Facebook, men jeg er sikker på, at det ikke var mere værd end at bruge tid på min datter.

Jeg læste Alt For Damerne

Det er blevet in at være offline, som jeg for eksempel læste i en klumme i Alt for Damerne i tandlægens venterum (det var altså dér). Den handlede om skribentens tre dages detox fra skærme, og hvor behageligt og forvandlende det havde været.

Personligt har jeg droppet smartphonen for at begrænse mit forbrug af tid på diverse nyhedssider for tegneserier og på de kære sociale medier. Men så er der jo computerne, fruens telefon og iPad’en, så det er ikke, fordi jeg er en hellig-røv. Men jeg tror faktisk, at vi har et meget større problem, end vi lige går og tror med vores brug af skærme. Dog tror jeg bare, de er et symptom på et større problem, nemlig evnen til at kunne vælge til og fra og til at have et filter for, hvad der er godt og skidt. For selvom meget har nuancer, så er tiden brugt på Facebook det onde og tiden med min datter det gode i den her fortælling.

For mange valg

Jeg har ikke behov for at klandre de sociale medier. Det lader jeg mange andre om, og jeg synes faktisk, at de har bragt utroligt mange gode ting med sig.

9665202-nok-frigrelse-nu-skal-vi-begrnse-os---3Men jeg har lyst til at sætte lidt fokus på vores evne til at vælge og til at vælge fra, for jeg oplever selv – og jeg ser folk omkring mig – have svært ved at gøre det. Der er jo så mange spændende ting at forholde sig til, og dem vil vi gerne forholde os til på én gang. At vælge rigtigt i det er ikke noget, vi kan give videre til næste generation, før vi selv har lært det.

Djævel på skulderen

Jeg læste engang en bog af C.S. Lewis, kaldet »Fra Helveds Blækhus«, hvor hovedpersonen, som jeg forestiller mig som værende en helt klassisk lille rød djævel, sidder på skulderen af sin »patient«, et menneske, som er uvidende om hans eksistens. Han skal holde patienten væk fra det gode, og hans mål er at gøre ham passiv og uansvarlig over for sig selv. Vejen hertil skabes ved at lave så meget larm i hans hverdag, at han ikke kan tage sig tid til ro og fordybelse.

På et tidspunkt går patienten ud i skoven, og her falder al den lille djævels arbejde til jorden, for som det så smukt står beskrevet: »Han ødelagde sit arbejde med kontrasten«. Kontrasten fra det helt rolige til den larm og kaos, der var i hans liv, vækker patienten. Han tager hjem og får ændret på så meget, han kan.

Det, tror jeg, kan være en måde for os at komme i gang, men det er ikke nok med, at vi skal erkende kontrasten imellem larmen og roen og nærværet. Vi skal jo også handle efter det, men hvordan vurderer vi, hvad der er rigtigt og forkert, for det må vi da ikke?

Navigationssystem i udu

9665200-nok-frigrelse-nu-skal-vi-begrnse-os---1Jeg tror, vi har brug for noget at stå fast ved. Vi har brug for at forholde os til, hvad der er godt og skidt for os, og så af og til komme lidt væk fra vores behov for at nuancere alt, for vi har mistet vores navigationssystem i livet til alle de nuancer.

I introduktionen fortalte jeg om de fejl, jeg tror, vi kollektivt bebrejder vores forældres generationer for, og hvis vi i min generation på vores side har haft behov for mere sprog for følelser, så tror jeg som sagt, at vores forældre på deres side havde brug for at frigøre sig fra en masse regler. Men nu er det på tide, at vi begynder at begrænse igen – eller hvert fald til, at vi ikke frigør os fuldstændig hæmningsløst, men faktisk begynder at overveje, hvad vi vil have, og hvad der ikke skal være i vores liv.

Jeg har her brugt eksemplet om forældreskab og sociale medier, men generelt tror jeg, det handler om at vælge til og fra, og at det er der, vi finder den store udfordring.

Vi skal til at vælge, hvad vi vil lave, når vi er sammen som par, familie og som venner, sådan at vi ikke lader tilfældighederne råde over vores relationer og liv. Jeg håber virkelig, at vi kommer til at se en forandring i forhold til de her symptomer, så vi ikke skal have en generation af unge, der ser tilbage på deres barndom som værende noget, der blev stjålet fra dem, fordi vi ikke hjalp dem. Børn har altid kopiereret deres forældre og alt, hvad de ser omkring sig, men der er efterhånden lige lovlig meget at kopiere.

Jeg drager i sommerhus tre dage i morgen og lader skærmene ligge derhjemme, og så håber jeg på, at jeg ikke skal gå glip af mere morgenmadshygge, for hold nu op, hvor er det dumt, mand …