Vi fordømer det, vi ikke forstår.

Vi har brug for at dyrke evnen til at være nysgerrig og øve os i at smide fordømmelsen væk.

Jeg er ret fordømmende som person. Det er ikke noget, jeg ønsker, og sjældent det, jeg fortæller mig selv eller andre, om hvem jeg er.

Men jeg kan mærke, at det er der. Det kommer vist fra at have en lige lovligt lav tærskel over for det, jeg mener er dårlig opførsel. Jeg forsøger at bilde mig ind, at jeg generelt tager gode beslutninger, og ergo må andre jo af og til tage dårlige beslutninger.

12670856_10153972632104439_8945404720645898291_n

Det betyder bl.a. At nogle mennesker har jeg dømt ude af mit liv, ikke altid synderligt bevidst, nok nærmere intuitivt. Jeg har på en måde vurderet, at der ikke plads til dem. For eksempel har jeg forladt en del morgensure mennesker i takt med, at jeg fandt ud af, at de var det. Fordi jeg ikke kan (læs vil) forstå, hvorfor dage skal starte på den måde. Også andre som har haft en opførsel jeg, ikke kunne oveskue, har jeg forladt eller undgået.
Men det er begyndt at bundfælde sig i mig på det sidste. At jeg virkelig er fordømmende, og det har jeg egentlig ikke vildt meget lyst til at være. For de mennesker, der er tættest på mig, har jo også deres skyggesider. Men dem forstår jeg, fordi jeg kender dem og deres historie. Derfor giver jeg plads til dem, og de plads til mig. Det har ledt mig til at se på, hvad der skal til, for at jeg oftere ser bag det, jeg dømmer og forstår.

Nysgerrighed er en nøgle

For nyligt startede jeg et nyt kollektiv sammen en masse godt-folk. Nogle af dem kendte jeg lidt i forvejen, men mest af alt var det folk, jeg ikke kendte på forhånd. Nu ser jeg pludselige noget mere af nogle mennesker, end jeg ellers har fået lov til. Deres styrker står stærkt og ofte hånd i hånd med deres kampe. Lige nu, hvor det er nyt, er der stadigvæk mange ting, jeg ikke forstår, og jeg kan mærke en kamp inden i mod min egen fordømmelse.

Jeg er ikke nogen helgen, og har endnu ikke regnet den ud endnu. I hvert fald ikke nok til, at jeg ser mine handlinger fuldt ud afspejle det, jeg går og tænker. Men jeg er gået i gang med at prøve mig frem. Og jeg finder hurtigt ud af, at der er kun et redskab i min værktøjskasse, der virker: Det er nysgerighed. Så nu øver jeg mig i at stille oprigtigt nysgerigge spørgsmål til det, der har skabt en undren i mig. Ind til videre virker det.

Hvor hjerter har været

Jeg har haft fornøjelsen af at booke en amerikansk digter kaldet »Listener« til et par koncerter i Aarhus.

Et af hans digte har en sætning, som lyder: You never know where that heart has been, and you’ll never know how hard it’s been.

Den sætning har ringet tungt i mig i den her periode. Det er netop essensen. Jeg kan ikke vide, hvad en anden person har været igennem, og jeg kan ikke forstår det, de har oplevet. Men jeg kan til gengæld prøve mig frem ved at spørge til dem.

I 2010 gennemgik jeg selv den værste tragedie jeg har oplevet. I en ulykke i Norge druknede fire af mine gode venner, og i tiden efter oplevede jeg utroligt meget kærlighed. Men jeg lærte også lidt om, hvad det betyder for mig, og formentlig også for andre, at være i smerte.

En ting var, at det ikke er vildt fedt, når andre siger: Det forstår jeg godt. For hver vores smerte er forskellig, uanset om det så endda er det samme, der sker. Og det andet var, at sjældent bliver sorgen værre, hvis nogen spørger ind til den. Til gengæld var det hårdt, når andre sagde: »Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre«. For det blev en meget passiv håndsudrækning.

Meget bedre var det, når folk bare kom og til tider bare var. Der skulle faktisk ikke siges så meget. Det er der mange, der er dygtige til. Og det er vi mange, der har svært ved. Vi dømmer hinanden i alle mulige slags situationer. Selv dømte jeg mange i min tid i sorg, for ikke at kunne være der på en god måde. Men hvis ikke vi lærer det nogen steder, hvordan skal vi så vide, hvordan man skal opføre sig, når andre er i sorg.

Tilgivelse er også en nøgle

Når andre med eller uden at have hensigten har såret os, bliver vi nødt til at finde ud, af hvad vi vil gøre ved det. Nogen gange er det vigtigt at konfrontere det, og det kan gøres ganske konstruktivt. Det kan også komme ud på en dum og firkantet måde.

Men andre gange er det helt fint at tilgive uden at tage kampen op. Men der er bare ikke rigtig andre måder at deale med det. Vi bliver nødt ti11044496_414085572120962_2875767574147836682_nl at være fair over mennesker, og det er vi kun ved at lade dem vide, hvad der er sket, og arbejde derfra. Eller ved at tilgive dem og lade os selv rykke videre.

Jeg arbejdede i en periode sammen med en god kammerat. Vi aftalte, at hvis der var noget, som ikke var, som det skulle være, skulle det siges. Og hvis ikke det blev sagt, så var det der ikke. Det er selvfølgelig en lidt firkantet måde at sige det på, men i praksis skabte det et virkelig trygt arbejdsmiljø for os. Og for den gode relation vi havde, allerede inden vi gik igang.

En anden måde at sige det på er: Med mindre jeg siger til, er det mit eget ansvar. Og det tror jeg godt man kan tage med sig i mange situationer. For på den måde forstår man sit ansvar for sig selv og de andre meget tydeligt. Men det dur ikke, at vi putter det i rygsækken, og lader personen stå til regnskab uden at have kendskab til det.

Sæt dig selv og andre fri

Vi kan som mennesker ikke undgå, at vi vælger nogen til og andre fra. Men vi kan godt gøre det, uden at det sker ud fra uansvarlig fordømmelse.

Der er mennesker, som er blevet begravet i så mange lag af dårlige selvbilleder, at det er svært at få en forståelse for dem. Hvis de ikke selv forstår, hvor de kommer fra, og hvad der har skabt dem, bliver det svært at videregive.

Vi har ansvar for hinanden som mennesker. Ikke bare for os selv. Det er i hvert fald en af mine dybeste overbevisninger. Når vi ikke forstår, har vi ansvar for at spørge ind i stedet for at dømme.

Mens jeg skrev dette, fik jeg noget så dagligdags som en facebook-anmodning om venskab fra en gammel ven. Det var en, som jeg sårede for mange år tilbage. Og selv om det er en lille gestus, så føltes det som starten på en tilgivelse, der virkelig gjorde noget særligt inde i mig.

Det giver en meget god afslutning på den her klumme. Netop at det er helt særligt godt at give slip på fordømmelsen. Ikke bare for os selv men også for dem du giver slip overfor.