Hvad nu, hvis vi fokuserede på at forandre hinanden i små skridt, i stedet for at forvente, at alle er klar til en stor forvandling.

 Jeg har netop udgivet et børnespil, kaldet »SNAK – Et samtalespil for børn«, som er en børneudgave af et spil, jeg har haft ude i de seneste fire år, blot kaldet »SNAK«.

Når man arbejder med ting for børn, er det naturligt, at vi snakker om læring, om udvikling af relationskompetencer og sociale evner. Men når vi snakker om projekter, der skal udvikle voksne mennesker, oplever jeg ofte, at det er lidt et minefelt, for i virkeligheden er det jo en påpegning af, at der er noget, der ikke er, som det skal være i de fleste menneskers liv. Det er dermed en udfordring at tage op, og når vi gør det, ender det ofte med at ligne selvhjælpsbøger og guruens lidt fordrejede tilgang, hvor der er én rigtig måde at gøre tingene på, en metode, som man skal adoptere ind i sit liv.

snak_kids6988

Læs mere om børneSNAK på SNAKspil.dk

Den slags har i mine øjne to faldgruber. Den ene, at det bliver lidt “preach to the choir”, altså, at man laver bøger til folk, som formentlig allerede til dels er enige i det, der bliver sagt, og derfor ofte kun blive rykket minimalt, men oftest blot sidder og nikker, som om de genkender alt, de læser. Den anden faldgrube er, at man opfatter det, man læser eller hører, som en metode, og så går det som regel ligesom, når folk starter på en ny kur, at det går fint i tre uger, og så glemmer man alt om det.

 

Mødet med mennesker

Når jeg virkelig har rykket mig, har det været i møde med et andet menneske, som enten igennem et møde eller gennem musik eller film præsenterer mig for deres virkelighed.

Når det sker, får jeg muligheden for at kigge på min egen virkelighed og tage den op til vurdering. For nylig så jeg for eksempel »Captain Fantastic« med Viggo Mortensen i hovedrollen som en far, der er bor i skoven og beskytter sine børn imod en verden, han tror er galt på den. Jeg får ikke lyst til at gøre det samme, som han gør, men den rørte mig utroligt meget, og jeg fik lyst til at revurdere måder, jeg gør ting på.

Det samme skete, da jeg engang mødte et af mine store idoler, som jeg havde booket til en koncert. Mine forventninger til mødet var virkelig store, så da han kom, snakkede jeg nok lidt som et vandfald, men han havde en, hvad jeg bedst kan beskrive som, stoisk ro en ro i, at han ikke kunne være alt det, jeg forventede, og derfor viste mig en grad af ydmyghed, der var forbilledlig. Han spurgte bare ind til mig i stedet for at bade sig i min forgudelse.

Dette er blot et par af de mennesker, som har skabt nogle forandringer i mig, men til fælles har der været, at der ikke nødvendigvis har været et tiltænkt mål med at frem- vise deres virkelighed. Jeg ved ikke, om det har været dem bevidst at ville udfordre den gængse forståelse af, hvordan ting hænger sammen, men det er sket, og det er jeg taknemlig for.

Snak om værdikrisen

For tiden tales der ofte om en værdikrise og meningskrise på et samfundsmæssigt plan. Det er måske derfor, at en person som Svend Brinkmann får så meget taleret, fordi der er brug for stemmer, der snakker om værdi og etik. Jeg tror, det er enormt vigtigt med de stemmer, og jeg ser, at der er mange initiativer, som forsøger at italesætte værdier, retninger for os som mennesker. Der er håb, for der sker nye forandringer, som ikke kan puttes i kasser og tal. Vi ser mange begynde at sammensætte deres liv efter nye retningslinier, og det smitter.

I en bog, jeg læste engang, kaldet »The Monoculture, how one story is changing everything«, siger forfatteren, Flora Michaels, at der til hver tid er en monokultur, en styrende kultur. Den har heddet mange ting – religion, magt mm. Og nu hedder den økonomi. Det betyder, at vi har en kultur, der primært er drevet af, hvad der har økonomisk værdi, og det har sin rod i effektivitet.

cropped-cropped-hu5a21014.jpg
Jeg er ikke af den overbevisning, at denne kultur bærer en positiv dominans med sig, tværtimod. Derfor vælger jeg selv og mange andre at gøre forsøg på at træde ud af den, og netop det var det håbeful- de ved bogen, nemlig at ved at mennesker gør dette, laves der nye kulturer, som har mu- lighed for at skabe den næste monokultur.

Tro på svar

Spørgsmålet er bare, om vi i den her tid tør tro på, at vores svar, vores alternative leve- veje, kan have den effekt. Jeg tror på det, jeg har selv oplevet det, når andre forandrer mit liv med deres væremåde, og jeg mener at have set mennesker blive udfordret af min.
Det er dybt positivt, for det er netop derfra, ændringen skal komme. Selvfølgelig skal vi tage diskussionen op på et samfundsmæssigt plan og på et politisk plan, og heldigvis er der mange om det lige nu. Men vi må også se og forstå vores egen rolle hver især i at ændre kursen og turde tro på, at vi af og til finder en vej, som faktisk kunne være god at lede andre til. Jeg tror på, at vi skal øve os i at dele vores levevej og vores visioner, så vi kan smitte, inspirere og udfordre hinanden.

At samle folk

Udfordringen for mange af de initiativer, der kommer på banen, er, at det kan ende med, at vi kun samler folk, som i forvejen er enige med os, og hvis det er formålet, er det jo også fint, for der er brug for gode fællesskaber.

Hvis formålet med et initiativ er at rykke på mennesker, at ændre noget i en opfattelse, så må vi formidle på en måde, der når ud over kanten. For det er meget nemmere at samle end at rykke.

Forandre tre procent

Måske skal ambitionerne af og til skrues ned, for der, hvor selvhjælpskulturen fejler, er, når den vil, at vi skal lave en kæmpe forandring i vores liv, smide alt ud og starte forfra. Det er sjældent det, der sker. Vi forandres lidt efter lidt, og ambitionen om meget mere end det bliver, som jeg oplever det, oftere til en skam over ikke at lykkes.

Vi kan sagtens komme af med nogle af de negative kulturers dominans i vores tid. Vi skal bare huske på, hvad Søren Kierkegaard sagde: »At man, når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der.«