Bruger vi for meget tid på tv-serier?

Når jeg sammenlægger tiden, jeg har brugt på “Modern Family”, “Daredevil”, “Sherlock”, “Luke Cage”, “Luther”, “Stranger Things”, “Friends”, “How I Met Your Mother”, “Westworld”, “Walking Dead”, “Simpsons”, “New Girl”, “Futurama”, “S.H.I.E.L.D”, “Turtles”, “Game of Thrones” og flere til, så er vi oppe på, at jeg har brugt næsten 1000 timer på tv-serier (ja, jeg har lavet et excel-ark!).

Og når det nu er virkeligheden, så tænker jeg egentlig, at det er fint at stoppe op og stille spørgsmål til den opførsel.

Bare rolig, jeg ender ikke med at sige, at vi aldrig skal se tv-serier, men jeg vil bare gerne have gang i refleksionen over det.

HVORFOR SER JEG DET?

Jeg ser tv-serier, fordi jeg synes, det er lækkert – det er grundindstillingen.

Jeg oplever også tit, at jeg over for mig selv har brug for at forsvare det valg, og i øjeblikket er forklaringen, at jeg er træt, når børnene er puttet, og så er det rart at koble fra.

Ofte mener jeg, at jeg fortjener det, fordi jeg har knoklet, er helt alene på firmarejse eller har været rigtig god. Andre gange er det, fordi interessen er så stor, at den overskygger det rationelle. Fx. har jeg det rigtig svært med, at Netflix lægger 13 afsnit op af en superhelteserie ad gangen; det er ikke fair.

Interessen for en serie er jo oftest det første, der kaster os ud i den. For mig, som er en tegneserienørd, er alt, hvad der bygger på tegneserier noget, jeg bliver nødt til at stifte bekendskab med.

En anden form for interesse er den, der opstår, når andre fortæller om en tv-serie, hvilket sker ret ofte. Det kan man nok henlægge til kategorien gruppepres, men det har også at gøre med det identitetsprojekt, som man bliver en del af, og den sociale effekt, det har.

Jeg snakkede for nylig med én, der havde set en serie hen over weekenden for, at han “kunne være med” i samtalen på arbejde, og en anden fortalte mig, at han var sammen med et vennepar, hvor de to mænd ikke kendte hinanden så godt og måske havde ret forskelige interesser og personligheder, men så kom de i snak om tv-serier, og så var aftenen reddet.

STORE FORTÆLLINGER

Før jeg kaster mig ud i kritikken af den tid, vi bruger på tv-serier, så vil jeg lige slå fast, at jeg virkelig mener, at serierne kan noget godt.

Med “Game Of Thrones” og “True Detective” er der sket det, at tv-serier nu kan komme på niveau med film i kvalitet, både i indhold og stil. Vi har som mennesker brug for fortællinger – ikke kun, fordi de afleder os, men fordi fortællinger viser os verden fra andre sider, de åbner for vores forståelse.

Det er for mig lige fedt, om vi får historier fra tv-serier, bøger, film, tegneserier, computerspil, teater eller hvad man nu kan finde på. Alle de steder får vi fortællinger, og jeg vil på ingen måde gøre mig til smagsdommer.

SKAL LIGE SLAPPE AF

Min forklaring overfor mig selv for tiden er, at jeg har brug for at koble fra, og det, tror jeg, kan være meget nødvendigt. Dog er det ikke den mest optimale måde for mig, blot den mest bekvemme.

Når vi ofte bruger tv-serier til at dulme noget, bør vi også bruge tid på at finde ud af, hvad vi dulmer. Jeg oplever selv, at det kan blive lige lovligt omfattende, og vi ender med at bedøve ting, som slet ikke var tiltænkt at blive bedøvet.

Når jeg ser tv-serier, vil jeg helst gøre det, fordi jeg har lyst til historien, men når jeg bruger tv-serien til at restituere og lade op, så synes jeg ikke altid, det lykkes. Der er bøger, tegneserier, stille musik og gåture langt bedre.

 IDENTITETSPROJEKT 

At se tv-serier handler af og til også om det sociale aspekt – altså at vi ser tv for at have noget at snakke om, og fordi det hjælper os til at skabe en identitet, fx. ved I læsere nu et eller andet om mig ud fra min liste i begyndelsen af artiklen.

Skærmbillede 2017-01-17 kl. 23.09.57.png

Eskapisme, next level 🙂 rollespilsleg

Jeg kan faktisk til dels godt lide at snakke om tv-serier, fordi det er gode historier, og det er dejligt at dele dem. Dog synes jeg, at det går for vidt, når snakken om tv-serier bliver dominerende, og jeg synes, vi skal øve os i at lægge os uden for det pres, som den overordnede kultur prøver at fremmane, så vi ikke ryger i “default”-fælden og ender med at være stresset over, at vi ikke får slappet nok af over tv-serier, som vi skal se for at kunne følge med.

Det sociale aspekt er ikke et stort incitament for mit valg af tv-serier, men jeg tror, at det for mange er et reelt udgangspunkt, og det, synes jeg, er ærgerligt.

BEDØVENDE EFFEKT

Jeg tror, at den største bekymring i forhold til det her med tv-serier – der, hvor vi måske har mulighed for at løfte det op i en mere generel “er det godt for os”-snak – er, hvis tv-serierne begynder at have så bedøvende en effekt, at de lammer os.

Måske er det allerede lidt sket.

Et gammelt citat siger: “Hvis ikke du er vred, så er du uopmærksom”. Altså: Hvis ikke du kan se, at der er noget galt i verden omkring dig, så har du allerede lukket øjnene. Og det skal vi simpelthen ikke gøre for meget; ikke når verden nu engang er, som den er.
Vi skal åbne øjnene!

FLUGT ELLER UDFLUGT

Når vi bruger medier til flugt, kalder vi det eskapisme, og det er som regel beskrevet negativt. Men jeg tror, at flugt fint kan bruges. Når livet gør ondt, har vi brug for lindring, og her er tv-serier en mulighed, om end godt selskab ofte er bedre.

Vi skal som sagt bare gøre os bevidste om, hvad vi flygter fra, og så sørge for at komme hjem igen og tage kampen op.

Min kammerats far siger det sådan her om eskapisme: “Det er fint at tage på udflugt, men vi skal ikke være på flugt”. For hvis vi altid skal væk for at holde til at være her, i livet, så er det på tide at tage nogle andre valg og på tide at finde hen til noget mere meningfuldt.

Skærmbillede 2017-01-25 kl. 11.14.08.png