Min datter på to fandt i sommeren en lyserød legetelefon. Den er hun nu så glad for, at det første, der sker om morgenen, er, at hun skal finde “Mi Foooon”, og verden er ikke helt et godt sted at være, før hun har fundet den. Hun har lært at kopiere alle de digitale junkies, hun ser, og det er nedtur.

Men det er jo det, vi gør hele tiden. Hver gang vi glor på den telefon, berettiger vi, at andre også må gøre det.

Jeg oplevede det forleden, hvor jeg stod i midterpassagen i en bus. Jeg betalte med fonen og fik derefter ikke øjnene væk fra den før 10 minutter senere, fordi jeg begyndte at mærke blikkene fra en halv børnehave, der også var på tur i bussen. Og lige der blev jeg pinlig. Måske rørte det lige ved den følelse, jeg burde få, når jeg afskærer mig fra omverdenen ved at glo på min fon, fordi deres undrende øjne tydeliggjorde det ucharmerende ved min opførsel – at jeg på ingen måde havde kigget deres vej, anerkendt at de sad lige der og givet et smil. Det mindede mig mest af alt om følelesen af at ryge foran børn, hvor de tænker “hvad er det, hvorfor må jeg ikke”, og så ved jeg ikke, hvad der sker derefter.

Der er mange sociale koder, der er røget af fløjten i takt med de sidste 10 års smartphone-forbrug. En af dem er at hilse på andre. Jeg forsøger at holde mig fra konstant at kigge på telefonen, og jeg gør ofte en dyd ud af at hilse på mennesker omkring mig, men jeg kan mærke, hvordan det faktisk virker meget mere underligt end at ikke hilse på folk. En tysk sociolog (kan ikke huske navnet) snakkede allerede i slutning af 1800-tallet om, hvordan storbyfolk, på grund af de mange sociale interaktioner, de havde i løbet af en dag, begyndte at afskære sig fra andre og blev mere selektive om, hvem de ville interagere med.

Det giver god nok mening, at vi vælger, hvem vi vil have relation til, for vores hjerne er endnu ikke kodet til antallet af relationer, vi kan blive udsat for pr. dag – online og ofline – og måske vil jeg sige, at jeg ikke håber, den bliver det, for vi har brug for kvalitet og ikke kvantitet i relationer. I hvert fald hvis vi vil komme ensomhedsepidemien til livs.

Jeg tror også, at retfærdiggørelsen af at glo på fon sammen med andre kommer fra “jeg”-kulturens dominans. Det er slående, at den mest brugte smartphone hedder “I”phone. Min største anke over for en “jeg”-kultur er, at den ikke forholder sig ret meget til det ansvar, vi har over for hinanden, og i mine øjne kan vi ikke bruge nogle svar på livets udfordringer, uden at de inddrager vores ansvar for hinanden. For svar uden ansvar handler bare om at lukke øjnene og lade som om, det ikke er der.

Den første grund, jeg præsenterede for, at vi tillader os selv at glo på telefonen sammen med andre, er, at vi er ok med at afskærme os fra andre, men helt ærligt – hvor mange, der glor på deres fon i en bus, sidder ikke og browser igennem sociale medier med et kæmpe væld af sociale interaktioner. Men okay, hvis jeg skal godtage det præmis, fordi man trods alt selv har valgt, hvem man interagere med derinde, så vil jeg altså gerne, at vi finder en middelvej til at leve med skyklapper over for hinanden i vores daglige kortvarige interaktioner med fremmede.

Ved at retfærdigøre det med at “jeg må, hvad der passer mig”, så smadrer vi vores samfund og vores børn. Og jeg er ærlig talt bange for, hvor det her lort med smartphones ender. Det er fint, at der også er en modkultur med folk, der vælger dumme telefoner til igen, men hvad med at vi skaber bedre middelveje, hvor vi har lortet i lommen, imens vi forholder os til, at vi står til ansvar over for hinanden og faktisk godt må hilse på en fremmed bare for at anderkende, at jeg ser dig, du er et menneske.

For om du vil det eller ej, så lever du konstant med et ansvar for mennesker omkring dig. Du vurderer en situation og bestemmer, om det er vigtigst at hilse eller glo på fonen, og det mindste forsøg på at komme i kontakt med dig kunne blive det vigtigste, men det ved du ikke, hvis du altid er begravet i en telefon med såkaldte “sociale” medier. Så kig op og tag ansvaret på dig, du har ikke et valg.