Vi forsager vores forældre og al deres gerning

Jeg er vildt taknemmelig for min barndom. Mine forældre valgte, kort før jeg blev født, at trække stikket for en travl hverdag, flytte Sjælland til Jylland, i ny boform med drømme om deleøkonomi, før det hed det, til et liv med meget mere tid til at være sammen med børnene og til at være familie. Jeg har en far, som i perioder valgte at gå hjemme med sine børn, som valgte at være med i lokalpolitik, som uddannede sig til sygeplejerske, dengang det var mere unormalt for mænd end det er nu. Taknemmelig for en mor, som gik hjemme, ikke at opleve travlhed, altid havde et stort moderhjerte med kærlighed nok til os alle. Jeg har også haft en barndom, hvor der var plejebørn i vores hjem. De var der for, at min forældre havde råd til at gå hjemme og med troen på, at man kunne gøre en forskel i disse menneskers liv.

Til trods for gode intentioner fik dette valg smadret meget i min familie. Det ledte til overgreb på min søster, og andre mindre voldsomme ting, men som også har sat sine præg på os. Mine forældre var ikke perfekte, ligesom så mange andre forældre – eller rettere alle andre.

Ser jeg på min barndom, er der mange ting, som jeg kan lære af, adfærd jeg stolt forsøger at efterleve selv, og ting, som jeg vil gøre anderledes. Sådan har de fleste det nok, og min erfaring er, at med det at blive forælder selv kommer disse overvejelser meget kraftfuldt i spil.

Det er en tidløs tendens, at man som forælder forsøger at skabe en vej, hvor man ikke falder i de fælder, som man oplevede ens forældre faldt i. Det kan betyde, at man ikke vil ikke blive for sur, fordi ens egne forældre havde været for sure, ikke tvinge børn til noget, ikke bestemme hvad de skal føle – eller måske vil de lige netop gøre disse ting, fordi de oplevede det modsatte. Vi vil ikke gentage det, som vores forældre gjorde. Derfor har vi i dag mange forældre, som prøver at finde en anden vej. De tyer til at tage metoder til sig, som for eksempel skal lære deres børn at mærke bedre efter, ikke at føle skyld eller skam, at konstant føle sig elsket for dem, de er.

Alt dette er helt sikkert et led i en god udvikling, ligesom vores forældre også har været et led i god udvikling. Men jeg tror, vi skal passe på, at vi ikke bliver en modreaktion. Jeg tror, vi skal snakke om vores sår og se dem som sår, men vi skal også passe på ikke at blive vores sår. Dette gælder ikke kun som forældre, men generelt. Det er farligt at lade vores sår blive forbundet til vores identitet, at blive et offer. Vi må gøre vores bedste for at eje vores sår. Når vi reagerer imod det, vi har oplevet, så tror jeg, at det kan være, vi ender i fælder, der er ligeså negative, som dem vi forsøgte at komme væk fra.

Jeg er til gengæld enig i, at vi som forældre skal lytte til det, vi kommer fra. Vi har jo som sådan ikke noget, der har præget os mere end vores opdragelse. Jeg kan se, hvordan jeg selv udfordres. Jeg var en efternøler til 3 søskende, og jeg har haft meget leg og hygge med min søskende, men jeg havde også meget tid for mig selv, og mine forældre læste for eksempel ikke meget med mig, og de gik heller ikke op i, hvordan det gik i skolen. De to ting præger mig helt klart i, hvordan jeg er. Jeg sætter mig ofte ned og leger med mine børn, og jeg opmuntrer min ældste datter på fire i hendes interesse for at øve sig i at skrive og tælle.

Det skøre ved det er bare, at jeg kan se, at min datter på fire faktisk kan have svært ved at aktivere sig selv. Hun skal ofte sættes igang med en leg, og måske kommer hun til at føle sig pacet. Jeg har en ret god evne til at sætte gang i ting, og måske skyldes det netop, at jeg ikke havde andre muligheder som barn. Jeg vil ikke stoppe med at være sammen med hende omkring legen, men jeg vil gerne have øje for målet, imens jeg gør det. At jeg ikke gør det ud af en smerte, men at jeg gør det for hende og med tanke på, hvad der er bedst – ikke hvad der føles bedst. Vi må forsøge ikke at blive vores sår. Vi skal i stedet for bruge vores sår til at finde vej, uden at det bliver i direkte modreaktioner. Jeg tror, det er sundt for os at holde netop det for øje i livet.

 

Fra Stiften d. 10 Nov.