“Hvad er det vigtigste i livet, far?”

Kan jeg svare en lille pige på snart fem år med noget, der giver mening for hende?

Hvad ville du svare? Jeg tror, at en del af svaret, vi giver dem, er “at have et godt og rart liv”. Det er også et godt svar, som grunder i, at vi som mennesker gerne vil have det godt, og naturligvis også ønsker det, og mere til, for vores børn. Men måske er det ret tæt på at være en floskel. Altså en af de ting vi siger, når vi har brug for at give et svar, der ikke rigtigt betyder noget. For hvad kræver det egentlig af mig at vise mine børn, hvordan man har et godt liv?

Det svar rummer i min optik ikke megen værdi, og alligvel siger det meget om, hvad vores værdier er. Det kan lede børn på en vej, hvor det at lykkes er målet, eller det at være lykkelig bliver et mål i sig selv. Lykke er og bliver bare aldrig et opnåeligt mål i sig selv. For hey, var det ikke meningen, at det skulle være rart og godt det hele? Hvad så nu hvor far og mor bliver skilt, hvad så nu hvor jeg bliver mobbet i skolen, hvad så nu hvor jeg ikke kan finde ud at lære det, jeg ellers gerne vil lære?

Livet er ikke mega fedt hele tiden. Livet kaster os rundt, og nogle gange er det ikke rart og godt. Nogen gange stinker det. Hvis vi igennem vores barndom har fået at vide og erfaret igennem forældres opførsel, at det går ud på at have det godt hele tiden – hvad gør man så nu? Hvor det ikke er rart. At vi fortæller vores børn det, og at vi nok også fortæller os selv det, kunne godt være en af grundene til al den depression, stress og så videre, som vi ser. At vi på et tidspunkt fandt på, at det vigtigste er at have det godt.

Måske skal der et bedre svar til. Måske er det vigtigste, som i det der er øverst på listen, måske ikke at have det godt.

Mit svar til mine børn, er “at være god ved andre”.

Det er vigtigere at være god ved andre end at bestræbe sig på at have det godt. For der, hvor jeg tror den store glæde og lykke kommer, er når vi ikke jagter den, men lader den komme i tilgift. Og det gør den som regel bedst, når vi tager fingeren ud af navlen, og gør noget for andre.

Det er ikke store ting, der skal til som sådan. Det at indlede en samtale og lade den anden tale ud, være nysgerrig, at give den en ekstra tørn i hjemmet for sin partner, at bruge nogle af sine penge på at støtte nogen, der har brug for det. Det er det vigtigste. Det gode ved det svar er, at det giver retning. Det peger en vej, og det hjælper mine børn ved at give dem en ramme. Det hjælper også mig til at være en god far og til at være den, der forsøger at give mine børn et godt liv. Det gode liv, som jeg ellers lige har sagt ikke skal være deres værdi, men for mig er det jo netop noget, jeg gør for dem. Bliver jeg glad af at forsøge på at give dem et godt liv, ja, det gør mig endda meget ofte lykkelig.

Jeg mener ikke, at vi ikke må gøre gode ting for os selv. Heller ikke, at vi ikke skal sammensætte et liv, som er godt. Der er ingen grund til at stræbe efter pinsel. Jeg tror bare, at vi i jagten på et godt liv kan ende med at skabe et forstørrelsesglas, der tages frem, hver gang smerte kommer og banker på. Her bruger vi så forstørrelsesglasset til at gøre smerten endnu mere voldsom og indgribende, fordi “hey var det ikke meningen, at det hele skulle være så godt?”

Min datter, der stillede spørgsmålet, og jeg, var for nyligt inde og se Narniaforestillingen på Aarhus Teater. Fortællingen havde vi i forvejen læst som bog og billedbog, så det var en fantastisk oplevelse. Heri er Aslan, den store løve, meget markant. Der er en scene hvor Lucy, den yngste pige i historien, dvæler ved sin bror, som hun netop har genoplivet med en magisk eliksir. Her skynder Aslan på hende, fordi der er andre sårede, som også skal bruge eliksiren. Hun vil dog gerne lige blive ved broderen til han er ved bevidsthed, men her bliver Aslan vred og siger “Menneskedatter, der er også andre, som er døden nær. Skal flere dø, for Edmunds skyld?” Hun skynder sig herefter ud til de andre. Og derfor er hun også “Lucy den tapre” og ikke “Lucy den selvfede”.