Når gode råd om sorg bliver for mange

Når mennesker gennemgår en sorgperiode, hvor et tab af familie eller venner kom helt tæt på, er det vigtigt, hvordan ens omgangskreds håndterer det. At man ikke føler sig forbigået, fordi livet bliver svært, men at man bliver set. DR havde i slutningen af efteråret et tema om netop sorg. Jeg så et par af programmerne og nød, hvordan rejsen igennem sorg blev udpenslet. For det er vigtigt, at vi bliver bedre til at forstå sorg, så vi kan være der for de mennesker, som gennemgår sorg.

Udfordringen her er dog, at vi kan ende med en meget stor kravsliste over, hvad man skal. Jeg har en veninde, som ikke selv har oplevet den store sorg helt tæt på, og som imens denne serie kørte, fortalte, at det faktisk var blevet gjort til en utrolig kompleks størrelse at være pårørende til andre i sorg. Og hvis det er tilfældet for flere, så er vi måske på vej over i den anden grøft, hvor mennesker kan blive handlingslammede af det minefelt af fejl, de kan begå, når man skal tilgå en sørgende – hvilket jo heller ikke er ideelt.

For en af mine største erfaringer fra sorgen efter flere dødsfald i 2010 var nemlig, at sætningen “du må endelig sige til, hvis der er noget jeg kan gøre” blev en måde ikke at gøre noget på. Men denne passive hjælp kan jo netop komme, fordi man ser det som et minefelt af fejl, der bare venter på at blive begået og derfor ender med at gøre mindre, end den sørgende har brug for.

Når vi snakker om sorg, er det vigtigt at huske, at alles sorg er forskelig. Min sorg over dem jeg mistede, er forskellig fra de andres, der også mistede de samme personer. Min relation til dem var min egen, og den er forbundet med en ensom oplevelse af, at jeg nu bærer en smerte, som ingen forstår. Det medbringer noget fuldstændig uforløseligt, som mange måske for første gang kommer i kontakt med lige der, nemlig den eksistientielle ensomhed. At vi er nødt til at bære meget af livet alene. Det er lidt noget lort, men vi kan heldigvis også få hjælp. Det vedbliver bare at være vores sorg imens.

Når vi snakker om sorg, er det vigtigt at huske, at alles sorg er forskelig. Min sorg over dem jeg mistede, er forskellig fra de andres, der også mistede de samme personer.

I tv-serien “Modern Family” møder vi en far, Jay, som i sine seniorår bliver stedfar for Manny. Han oplever at have lært lidt af erfaringerne som far. Han siger, at han har fundet ud af, at det vigtigste for at være en god far er meget simpelt: “Show up”, vær der. Vær der til fodboldkampen, vær der når kæresten slår op. Vær der. Og det med sorg er lidt på samme måde, det er ikke vildt kompliceret: vær der. Men det er helt vildt svært. Det er svært, fordi tiden for den sørgende går i stå, imens dine uger flyver afsted. Det er svært, fordi sorgen ikke er din, det er den sørgendes helt egen. Det er svært, fordi vi ikke altid har forberedt vores relationer til den slags. Derfor må man som sørgende også sande, at vores venskaber måske ikke var modne til netop sorg.

Og det er jo ikke kun den pårørendes skyld, men også noget man selv har været medvirkende til.

Jeg skrev på facebook p, hvilke do’s and dont’s folk havde i forhold til håndtering af andre i sorg. Listen blev lang, men ikke desto mindre meget kærlig og ærlig – der er mange, der har oplevet sorg. Der er mange, du kan spørge, og deres svar er ligesom sorgen deres, de er ikke ultimative, de er erfaringer. Men jo mere vi snakker om den, desto mere må vi søge at blive afklaret i forhold til, hvad vi vil gøre, når andre er i sorg. Så snak om det og alt muligt andet der er sårbart, for vi skal træne vores relationer til den slags. Og en simpel ting er: SHOW UP.

Som sørgende skal vi også tilgive de pårørende, når de kommer til kort. Jeg skulle selv tilgive og give slip på mit billede af mine klassekammerater under uddannelsen. Jeg følte ikke, at de så mig, men jeg stillede også krav, som jeg ikke er sikker på overhovedet var rimelige. Jeg husker på, at der også var utrolig mange, der så mig og greb mig. Den fortælling er mindst ligeså vigtig.

I listen af råd har jeg selv ét: Spørg ind til hvem den afdøde var! Jeg elsker her 7 år senere stadigvæk at huske på dem vi mistede, genfinde dem indeni. Min datter på 4 år spurgte ind til en af dem ved navn for nyligt, og det varmede utroligt meget.