Vi brænder for det, vi har brændt os på

Det er ikke før, du har mistet alt, du er klar til at gøre noget.” Sådan lyder det i filmen Fight Club, hvor en flok mænd tæsker løs på hinanden for at frigøre sig selv fra de lænker af konformitet, de føler sig bundet af. Jeg synes, sætningen lyder helt vildt godt og kan huske, hvordan en ven, da vi var yngre, fik den tatoveret over kravebenet. Men hvad mon det betyder. Det betyder, at når livet bliver svært, og vi bliver kastet af bussen, så har vi flere muligheder. En mulighed er det, som mange oplever, nemlig at man får et skærpet fokus, som et af mine yndlingsbands La Dispute siger det “Fill your heart with what’s important, And be done with all the rest.” På dansk bliver det ofte samlet op af sætningen: “Jeg vil ikke længere tage noget for givet.”

Livet har det med at med at blive lidt trivielt. Vi bliver ofte utrolig opmærksomme på, om vi har de rigtige møbler, om vinteren ikke snart er slut og om der er mere kaffe. Men når en ven ringer og fortæller, at der en forfærdelig sygdom i hans krop, så mister de ting værdi. Måske er det en af de gode ting ved, at livet også er fyldt af smerte. Smerte skaber fokus.

Mennesker oplever nogle gange det der i nogle tilfælde kaldes posttraumatisk vækst: Oplevelsen af postitiv forandring, der opstår som et resultat af kampen med meget udfordrende livskriser. Det er et for teknisk begreb at kaste rundt med, men det er dog super interesant, at mennesker nogle gange vokser igennem smertelige oplevelser.

Jeg har en tese, jeg har leveret i en del foredrag, som går ud på, at vi måske har misforstået ordet passion – eller hvert fald udvandet det. Vi bruger det ofte om de ting, som vi er glade for, men det spændende ved ordet er, at det kommer fra græsk og stammer fra Pathos, der betyder smerte. På dansk ville det mere korrekte ord være lidenskab, altså det har noget med lidelse at gøre. En måde at forstå det på ville så være, at det som har gjort ondt i livet også er det, som hjælper os med at finde retning. På den måde kommer vi til at brænde for det, vi har brændt os på.

 

Jeg tror, vi har brug for at have flere samtaler om det, vi har brændt os på i livet, så vi kan blive bedre til at forstå, hvor vores fokus skal være.

 

Jeg læste for nyligt en artikel fra Politiken under temaet “Mental sundhed” hvor en mand fortæller om sit liv, om en kaotisk barndom der affødte depression og meget mere, men artiklen slutter alligvel med den her sætning: “I dag forsøger jeg via triatlon og cykling at hjælpe andre voksne, der har haft det svært. Jeg ved, at det handler om at bryde de negative mønstre i sit liv. Men også, at det er utrolig svært og vil være et arbejde, der aldrig slutter for sådan nogle som os, der ikke har haft det helt let.” Han bruger den smerte, han har oplevet som en ledestjerne for at få et meningsfuldt liv.

Jeg har selv oplevet en ungdom med en rodløshed, en følelse af ikke at være så forbundet med mennesker som jeg ville, og derfor forsøger jeg at sætte fokus på det gode venskab og ensomhed igennem spil og foredrag.

Det kan lidt koges ned til, at det der gør så ondt, det har jeg selv prøvet. Jeg vil hjælpe andre, så de kan komme bedre igennem det. Jeg tror, vi har brug for at have flere samtaler om det, vi har brændt os på i livet, så vi kan blive bedre til at forstå, hvor vores fokus skal være. Og så tror jeg, vi skal blive bedre til at bruge passionbegrebet der, hvor det er berrettiget, og se om vi kan adskille det fra det, som vi måske ofte bruger det til. Vi ender nemlig ofte med at blande passion sammen med hobby. Hobbyer for mig er det som jeg bruger til at give mig selv mental og livgivende næring. I mit liv at nørde figurspil, spille musik, tegneserier mm. Men passion må være noget andet, det er det vi skal give, det som skal have en effekt på andres liv, det som skaber mening i livet. Heldigvis kan de to ting godt kombineres, men det er også helt ok når de er adskilt.

Så giv eventuelt den her en tænker:

Hvad har gjort ondt i dit liv, og hvad har du lyst til at gøre ved det for andre?