“At elske er at gøre sig sårbar. Hvis du elsker nogen vil dit hjerte kunne blive såret og muligvis gå stykker. Hvis du vil holde dit hjerte intakt, må du sørge for ikke at give det til nogen, end ikke et dyr. Pak det ind i små hobbyer og luksus, undgå menneskelige forviklinger. Put det ned i et skrin med lås. Men i skrinet, sikkert, mørkt, uden bevægelse, uden luft, vil det forandre sig. Det vil ikke gå i stykker, det vil blive ubrydeligt, ugennemtrængeligt, uforsonligt. At elske er, at være sårbar” Sådan skriver C.S. Lewis, forfatter til Narnia Serien, i hans bog “The four loves”.

Det går i hjertet på mig af flere grunde, mest af alt fordi det fortæller om, hvad der sker, når menneskers hjerte får knubs. Det fortæller, at vi kan beskytte os selv, men derigennem bliver vi usårlige og mangle ægte kærlighed.

Jeg holder en del foredrag, og alle sammen handler mere eller mindre om, at vi skal skærpe vores fokus på vores relationer. Mit mest brugte foredrag med titlen “Hvad er et godt venskab” har jeg holdt mere end 100 gange nu. Det har ændret sig meget med tiden. Jeg har erfaret, at den vigtigste pointe, jeg overhovedet kan forsøge at give folk med, er, at sårbarhed, er ret sejt. Det at turde åbne op over for mennesker, om ting der har gjort ondt, spørge om hjælp til noget man ikke kan gøre alene eller på anden måde vise, at man ikke er nok i sig selv, at man tør vise sig selv og sine huller.

At gøre sig sårbar fx ved at invitere et menneske ind i en samtale om livets kampe er pisse modigt, det er måske noget af det modigste, vi kan gøre. Særligt fordi det at blive afvist, når vi gør det, kan give os en voldsom smerte. Hver gang vi indgår i en relation med et andet menneske, bliver vi indirekte også vurderet, og hvis vi skulle forsøge at dele noget med en tyngde eller forsøge at initiere et nyt venskab, for så at blive afvist, så… Av mit hjerte.

Min datter på fem har fået den skavank med, at hun synes det er sjovt at møde nye mennesker, noget hun har til fælles mig selv, og med mange børn. Børn er ofte lidt simplere i det at danne venskab med nye børn, de tænker ikke rigtig på forpligtelse i første omgang, som voksne nogen gange har det med. Hun skal bare kende navnet på et andet barn, så kan hun lege, holde i hånd og fortælle en helt masse. Men for nyligt kom hun og sagde, “nogen gange spørg’ jeg børn, hvad de hedder, og så svarer de ikke, hvordan skal jeg så blive venner med dem?” det gav en god anledning til at snakke om vedholdenhed, uden helt at bruge det ord, jeg opmuntrede hende til at blive ved, der skal nok komme nogen, der spørg igen, hun tog så et nyt middel i brug for en stund, der lød sådan her “Hej, hvad hedder du… Vil du også høre, hvad jeg hedder?” Det virkede lidt. Men så en aften, hvor vi var på familiehøjskole, og hun havde snakket med mange nye, sagde hun helt søvndrukken, inden hun faldt i søvn, “Hey far, jeg spurgte en pige, hvad hun hed i dag, og så spurgte hun også mig”. Det gjorde mig glad og stolt, for hun havde ikke givet op, og hun havde ikke ændret adfærd på grund af et par dårlige oplevelser.

Det er virkelig vigtigt ikke at lade dårlige erfaringer, hvor folk har såret dig, definere, hvordan du fremover skal gå til mennesker. Det er ganske sikkert ikke muligt at lade helt være, men vi må forsøge ikke at få et negativt syn på os selv på grund af andres håndtering af os, når vi stiller os sårbare.

For så ender vi med at tro, at vi skal passe på vores hjerte i det skrin, som C.S Lewis fortæller om.

Vi har alle et ansvar i de relationer, vi kommer ud for i livet, og vi må passe på med at afvise uhensigtsmæssigt. Det betyder ikke, at vi kan komme igennem livet uden at blive afvist. Det betyder heller ikke, at vi kan undgå at afvise andre. Men når du gør det, så find en kærlig måde at gøre det på. En måde hvor du tager ansvaret på dine skuldre, så den anden ikke kan putte det i rygsækken, og lade det fortælle dem noget om, hvem de er. Det handler om, hvem du er og dine prioriteringer, og det er vigtigt, at vi finder måde at lade den anden se netop det.

At vise sårbarhed er modigt. At være sårbar er ikke kun at elske, det er at kunne leve helt.