Forpligtende fællesskaber er federe..

Lav et bofællesskab på din vej eller i din opgang. Forpligtende fællesskaber er federe.

Bofællesskabs-ånden er levende, nu handler det bare om at tage den til sig. Vi kan godt ændre den måde, vi lever sammen og frigøre mere tid til hinanden og os selv.

Jeg bor i kollektiv, som lukker og slukker d. 1 maj. Til den tid har vi boet en ordentlig omgang mennesker under ét tag. Vi bor 11 voksne og 10 børn sammen, og det har været enormt lærerigt, og det er også ok, at det slutter. Vi gik ind til det velvidende, at vi skulle flytte efter 3 år, og derfor kommer vores afslutning ikke som et chok. Vi rykker hver til sit, da vi har forskellige drømme og hverdage, der skal hænge sammen.

Det største, jeg tager med mig, er følelsen af at være del af et naturligt fællesskab. Det, at man har kunnet åbne døren, og så har der været andre børn, som mine børn naturligt kunne lege med, uden aftaler og praktiske ting. Og så tager jeg det med, at hvis vi bryder lidt med de skel, der er imellem os mennesker, så kan vi også være med til at lette hverdagen for hinanden.

Jeg har elsket, at mit sociale behov har fået let tilgængelig frigørelse, fordi jeg uden videre har haft så meget kontakt med mennesker, som jeg holder af, alt imens at de relationer, vi har skabt, har haft et mix af forpligtelse og samme tid har været uforpligtende. Man har på en eller anden måde været en familie for hinanden, men alligevel har det en anden smag, end de nære relationer, jeg ellers har.

Det er det, som jeg ser som det naturlige fællesskab. At de mennesker, der er omkring en, står til ansvar for hinanden, man hilser på hinanden, lytter til babyalarmen, laver mad til hinanden, spørg ind til hinanden, tager hensyn til hinanden, fordi der er en relation.

Det var ikke kun nemt, og der er også ting, jeg har lært, som har været så hårdt, at jeg, hvis jeg havde fået valget, nok gerne havde været det foruden. Men den slags er nok konsekvensen af at bryde med de skel, vi ellers har sat op.

Det er måske den allerstørste læring, at det gør ondt at bryde med vores skel, men at jeg ikke vil være det foruden. Jeg tror, at vi ved ikke at se os selv som ansvarlige, for de mennesker der er tæt på os, altså så’n rent fysisk, faktisk bryder med en ellers naturlig følelse af ansvar.

Da jeg boede i byen, var der en ældre damen på 2. sal, hvor vi boede på 4. Selvom jeg ofte bar hendes poser op og snakkede med hende i døren, så levede jeg ikke op til det, mit indre kompas faktisk ønskede, at jeg gav hende en følelse af sammenhæng, som hun kunne have givet mig tilbage, ved at vi havde været noget for hinanden.

For mennesker ønsker at se sig selv i sammenhæng, men i en tid der hylder individet, har vi bildt os selv ind, at det at stå alene gør stærk, hvilket ikke kan komme længere fra sandheden. Det der gør os stærke, er at stå sammen. At se sig selv som ansvarlig for hinanden, også der hvor vi bor.

Men for at gøre det skal vi kunne frigøre vores ressourcer. De fleste mennesker føler sig fortravlede, hverdagen er svær nok at få til at hænge sammen, og inden man så skal til at gøre noget for naboen, er tiden gået. Derfor vil jeg foreslå, at vi ser vores fællesskaber som et sted, hvor vi søger rent praktisk at hjælpe hindenden med at frigøre vores ressourcer, så vi kan begynde at være noget for hinanden, ved for eksempel at lave madfællesskaber.

Vi har fælles madlavning fem gange om ugen, hvilket har sparet mange penge og endnu vigtigere meget tid. Men vi har ikke haft fast fællesspisning, det har altid været muligt at gå til sig og spise, hvilket vi selv oftest har gjort.

Så hvad med, at du sammen med de to naboer I alligevel ser, eller den genbo, som du knap kender, forslår, at I rent praktisk har maddage, eller måske faste pasningsdage af børn, eller spørg den gamle dame på 2. sal, om hun vil have noget imod et fast te-selskab med datteren.

Jeg tror, at vi skal øve os i at bryde skellet ned mellem os, så vi ikke tror, at det ikke er smerten værd. Det er et brud på vores natur at forsøge at komme udenom den, og det vil hjælpe os med at kunne se hinanden. Og det er måske alt, der skal til.