Når vrede går hånd i hånd med kærlighed

Få skuespillere er så fantastiske som Joaquin Phoenix ifølge mig, så da jeg opdagede, at han skulle spille Jesus i filmen “Mary Magdalene” om Marie Magdalenas historie, var jeg temmelig begejstret, ikke nok med at mit look er temmelig Jesus-agtigt, så er jeg også vokset op med kirkeliv og tro, så der var meget at leve op til for ham. Og wow, hvor han levede op, selvom han faktisk ikke var hovedrollen. Den fik Rooney Mara, der spiller Marie, og som løfter det feminine og kvindelig aspekt af fortællingen meget smukt.

Særligt er der en scene i denne film, der rørte mig, hvor Jesus står og prædiker for folket med en vrede og frustration i sin stemme. Og der imens står Marie og kigger på ham med de varmeste øjne, hun ser igennem vreden og ser kun kærlighed i de hårde ord. En kærlighed der ville noget.

Nå, nok søndagsprædiken, jeg er nok ikke helt upartisk nok til at kunne lave en anmeldelse.

Men det jeg fik ud af den scene var, hvor vildt vigtigt det er, at vi er i kontakt med vreden inden i os.

Jeg er selv opvokset med en stor trang til meget vred musik, bredest betegnet som metal musik, og måske var det faktisk, fordi jeg havde brug for et sted at placere min vrede at se den have et godt udtryk. Den kom nemlig ellers meget sjældent ud af min mund. Jeg er af natur en af de skønne skabninger, man kan kalde konfliktsky, hvilket er et ordentligt handikap, men også en god ting at skulle arbejde med i sit liv for på den måde at blive mere bevidst om, hvordan man håndtere konflikt.

Jeg tror, at det største gennembrud for mig i forhold til vrede var, da jeg som 23-årig, under min Kaospilot uddannelse, var ude og bokse (jeps, det er stadigvæk en lidt gakket uddannelse).

Vi skulle de første par gange bare arbejde med at slå på boksepuder, lære at stå godt og spare med hinanden. Men tredje gang vi var der, skulle vi slås, bare to gange to minutter. Måske de hårdeste fire minutter i mit liv. Det var så voldsomt intenst at skulle være i en situation, hvor jeg skulle slå et menneske, noget jeg aldrig havde gjort før, og heller ikke i ringen kunne jeg få mig selv til det, ikke før der kun var 20 sekunder tilbage af kampen, og jeg med alt min indædte vrede og en følelse af “nu er det nok” slår med højre arm helt bagfra og rammer min modstander lige i tindingen, så han ikke når op og stå igen inden for de 20 sekunder, der var tilbage. Det var et af de der øjeblikke, hvor noget inden i mig ændrede sig på et split sekund.

Jeg blev opmærksom på min vrede, og den kom meget hurtigere end før frem, hvilket klart har været udfordrende, måske særligt for min kone, sikke en sur mand hun fik for en tid. Men det har også været godt, jeg havde brug for at lære den at kende.

Uden vreden bliver verden også grå, vi mister fokus, og vi glemmer at kigge rundt for at finde ud af, hvor kampen er, hvor der er brug for os. Vi har brug for vreden til at blive vækket.

Og så er der jo også dum vrede, men den er bare så meget mindre interessant at dvæle ved. Det som Jesus var sur på, i scenen fra Mary filmen, var, at mennesker venter på et Guds rige, at de udføre ritualer, men ikke indser, at det er dem, der skal gøre noget, at de skal række ud til de byer, der lå i ruiner, der hvor sygdom hærger, der hvor der var brug for dem. Og netop det er kærlighed.

Så hvis vi skal lærer lidt Joaquin Jesus her, så må det være, at vores vrede ikke er dårlig, og at den skal lyttes til, vi skal bruge den. Men da ikke til at snakke om tingene, nej den skal bruges til at forandre os, til at få os til at handle. Og netop derfor er vi måske mere bange for den gode vrede end den dumme, fordi den gode vrede faktisk stiller os til regnskab og kræver noget af os i relationer kræver den ansvar, og i det den kalder på os, kræver den handling..

Dum vrede er nemt, sig noget dumt, skriv noget dumt på de sociale medier, lad din vrede blive set uden at du ændret en skid. Flot.

‘Bliv blot vred, men lad ikke solen gå ned over din vrede’. Brug den til noget. Noget godt.