Vi skal stoppe med at hylde travlheden

Når jeg møder mennesker, er noget af det første de spørger om, “hva’ så Frederik, har du travlt for tiden?” Og det er nok, fordi jeg på sociale medier larmer meget med klummer, kommende foredrag og projekter, men jeg prøver at gøre en dyd ud af sige, at det har jeg altså ikke, jeg har som regel god tid med mine kone og børn, og jeg gør mit bedste for at have tid til at se venner. Så er der også tider, som fx lige nu, hvor jeg faktisk har haft en travl tid, ikke stresset, men bare en meget pakket kalender, og det kan jeg fint overkomme, hvis det er for en tid, det er bare ikke mit ideal.

I en amerikansk undersøgelse, viste det sig, at 80 procent af voksne mennesker gerne ville tilbringe mere tid med dem, de holder af, end de gør, og måske er det ikke ligeså slemt i Danmark, men jeg tror ikke helt, at vi er meget bedre.

En af grundene, til at det kan virke appellerende at have travlt, også for mig selv, er, at så lever jeg op til at skulle præstere og vise, at jeg dur til noget på, at jeg udretter noget. Det giver en følelse af anerkendelse Det er nok en ret tidløs tendens egentlig, for jeg vil jo gerne bruge min tid fornuftigt. Men når det betyder, at man skal leve op til en lang liste af krav, kan det presse mennesker, og i sidste ende er federe bare at sige, at man har travlt, for så virker det da til, at man gør sit.

Men når vi ser de lidt fortærskede lister over, hvad folk siger på deres dødsleje, er det modsat det, at de skulle have arbejdet mere, nemlig at de skulle have brugt mere tid på dem, man holder af.

For nyligt mødte jeg en, som for tiden havde to jobs. Han arbejdede på en byggeplads og som bondemand. Jeg spurgte, om han så ikke arbejdede nok, her med streg under nok, hvor til han svarede, at det er der jo nogen, der vil mene. Så pegede jeg på hans kone, og han sagde, at hun nok var en af dem. Og så svarede han, at så længe man kan lide det, man gør, så går det nok.

Det udfordrede mig lidt, for jeg er delvist enig, arbejde bør ideelt set være godt, vi bruger for mange timer på at arbejde til at lade det være meningsløst, men det fik mig til at tænke på, om jeg egentlig synes, det svar er godt nok. Det er temmelig “jeg” centreret svar, der kun tager udgangspunkt i en selv. Det jeg tror, vi hellere skal spørge os selv om er; Er det prisen værd.

Er det prisen værd at bruge så meget tid på at arbejde, hvis det betyder, at, i hans tilfælde konen bliver alene med to børn meget af tiden? Er det godt nok i forhold til at få skabt en relation til børnene? Er det godt nok i forhold til at kunne leve op til at være en god ven?

For selvom kravslisten er stor, og travlhed kan virke uundgåeligt, så bør vi tage mere end os selv med i beregningen.

For mig selv synes jeg, at den tid jeg bruger på arbejde er meningsfuld, jeg har et meningsfuldt underviser job på 30 timer om ugen og holder en god omgang foredrag rundt i landet ved siden af, og prisen betaler jeg gerne, fordi det lige nu gør, at min kone ikke er tvunget på arbejdsmarkedet, og derfor kan give vores børn al den tid de har brug for.

I Doctor Strange tegneserierne, den Marvel Superhelte troldmand, der i filmene bliver spillet af Benedict Cumberbatch, er det løbende temaet. Temaet er at alt har en pris, al den magi han bruger skal betales for et eller andet sted, og derfor skal han, når han bruger sin magi, overveje om det er prisen værd, enten for det relic bruger, eller når det går ud over hans sjæl.

Måske skal vi tænke på samme måde om vores tid, hvis vi bruger den på arbejde eller andet, skal det være prisen værd, og vi skal have den for øje, for uanset om vi ønsker, at der skal være en pris, så er den der, og den pris vil jeg personligt hellere deale med løbende, end at lade den fange mig på dødslejet.