Alt i livet er ikke en byttehandel

Jeg oplever af og til mig selv og andre omkring mig indbygge en byttehandel et sted, hvor der egentlig ikke var et byt i gang. Jeg bor i kollektiv, og det hænder, at jeg tænker sådan her: “Jeg har nu passet dit barn, nu skal du også passe mit.” Det spændende i den sætning er, at jeg implicit gør sådan, at der er et regnestykke, der skal gå op. Heri ligger der et ret stort problem, for så ender vi med at skulle nøje udregne, om vi får det, vi giver tilbage, og det er nærmest det største brud på den helligste regel i relationer:”Det skal ikke gå op.”

“Vi må aldrig i et venskab forvente det samme, som vi giver.” Sådan lød det fra Abdel Aziz Mahmoud i Mads og Monopolet tidligere på året, og måske gælder det faktisk også fællesskaber i det hele taget. Der er klart tidpunkter, hvor noget er en byttehandel, som hvis vi skal fortsætte med kollektivet som eksempel. Hvis en gør sit område ordentlig rent, og en anden ikke gør sin del, så er det et brud på “kontrakten”, men netop den er udtalt. Og derfor en reel byttehandel. Men måske er det stadigvæk her vigtigt, at det stadigvæk ikke går helt op?

Min oplevelse med mig selv når jeg, eller ser andre, gøre ting til en byttehandel, er, at hvis man gør dette for ofte, vil man næsten altid ende med at vurdere sig selv som taberen, og på den måde tænke at andre skylder en. Lige præcis den indstilling kan være temmelig giftig for relationer. Derfor er det helt vildt vigtig at have øje for værdien i, at ting ikke går op, og så være tydelig når man faktisk indgår en byttehandel, men også undlade at andre situationer bliver til det. For eksempel: “Vil du bytte middag med mig?,” er jo et reelt byt, men for eksempel: “Kunne du have lyst til at hjælpe mig med at lave dej til pizzaen?” Et spørgsmål om hjælp er ikke noget, man senere kan bruge som en: Nu har jeg også, så nu er det din tur.

Når en “du skylder mig kultur” begynder at dominere, er jeg overbevist om, at den er altødelæggende, derfor skal der være vildt klare linjer om, hvad vi giver, og hvad der er et reelt byt. Måske kan man som hovedregel sige, at med mindre vi kaldte det et byt, så er det, det ikke.

Når vi inddrager en hjælp, og efterrationalisere det til et byt, altså siger: “Det jeg gav før, det var faktisk ikke en gave, det var en lige transaktion, jeg SKAL have noget tilbage,” så ødelægger vi det utroligt fine i at give. Og det er måske en af de andre vigtigste ting i relationer og fællesskaber, “Det vigtigste er det vi giver, ikke det vi får”.

Vi kan ikke forvente det samme, som vi giver. Hvis jeg bruger tid på en vens opgave, skal jeg jo ikke forvente, at han står klar med at bage kage til min fødselsdag. Men en eller anden form for gensidighed skal der til, det har bare nogle yderst ucharmerende sider, hvis det er noget, der får intenst fokus i et fællesskab. Der er altid nogen, som gør alt det usynlige, mens dem der står og holder, kun holder øje med det synlige. Den “reciprocitet”, det betyder vist på normalt dansk “balanceret gensidighed”, der kunne opstå ved det intense fokus, mister vi det, at man tror, man kan måle den ned i de mindste detaljer. Vi skal måske bare hylde den asymmetri, der er.

Hvis du tænker om dig sig selv, at du også nogle gange måler af i forhold til det, du bidrager med, skal du vide, at det lidt lugter af at feje for egen dør. Altså det ikke skal kunne ramme dig. “Jeg har i hvert fald givet min del.” Det er en sætning, som jeg, når jeg skriver den, godt kan høre mig selv have sagt mange gange i mit liv. Problemet med den er, at vi oftest kun ser overfladen af folks indsats. Hvis man har prøvet at mødes en flok for at rydde op efter en fest, så er det sjældent, at alle gør præcis lige meget. Så snart man siger for sig selv: “Jeg har hvert fald gjort min del,” så er det måske fordi, du faktisk kom tidligt og knoklede, mens alle andre kom sent. Fair deal. Men det kunne også være fordi, du faktisk mest har set på, hvor fed du selv har været, og dermed ikke øjnet de andres indsats. Måske en anden kom tidligere, og en tredje blev længe i løbet af natten?

Der går noget tabt, når vi ser for nøje efter balancen. Vi frarøver hinanden mulighed for at reelt kunne give.