Påsken skal minde os om barmhjertighed

Idag er det langfredag, en dag der fylder meget for kristne i hele verden. Jeg er selv en af dem.

Jeg er ikke ret vild med at fortælle om min tro, det føles som en “show it, don’t tell it” ting. Når det er sagt, vil jeg prøve at udlede noget, som jeg tror alle kan tage med sig fra langfredag. Langfredag er den dag, hvor det gode tabte, og det onde vandt.

Og så kom påsken først bagefter. Og så er vi tilbage ved det der fjollede noget om godt og ondt. Men det er faktisk vildt spændende, for spørgsmålet om ondt, som noget der findes eller ej, er jo virkelig store samtaler værdigt. Det bliver bare ofte lidt dogmatisk, når der bliver puttet religion på. Men tror vi på ondt, som noget der findes mere?

Jeg har netop færdiglæst alle Narnia bøger med mine to ældste piger, en bogserie, som prøver på poetisk vis at stille kampen mellem godt og ondt i fokus, og som nok også har en ret stor grad af kristen tro under sin fortælling. Forfatteren bag, CS Lewis skrev en del bøger. Størstedelen var ikke til børn. I hans værk “Mere Christianity” snakker han også om godt og ondt. Han har det med at lave ret banale analogier, som virker meget godt på mig. Han siger, at vores valg altid rummer noget godt og ondt, men at vi ikke kan gennemskue det. Hans eksempel handler om, at hvis en mand råber efter hjælp fra en klippekant, så er det gode at hjælpe ham og det onde at lade vær. Og at alle valg i livet rummer det samme. Det er en ret uoverskuelig filosofi, hvortil han også bruger netop den bog til at sælge budskabet om langfredag, altså at Jesus dør der, for at starte en nåde for vores fejl.

Det er det, som jeg gerne vil hen til. For det er, hvad den kristne tro kalder nåde, hvilket har en mere pragmatisk betydning med ordet barmhjertighed. Og så kommer vi til den del af budskabet, som vi kan destillere uden at prædike. For, for pokker, hvor har verden brug for barmhjertighed. At vi ser på hinanden med barmhjertige øjne betyder, at vi prøver at se gennem lortet, at vi ser forbi, hvor godt vi klarer den, hvor gode vi er, men at vi også øver os i, at se hinanden med kærlige barmhjertige øjne, som ser igennem det og blot ser et menneske.

Langfredag er smertens dag, og jeg tror, at vi skal passe på med at ville undgå smerten. For det er en falsk barmhjertighed at gå uden om det svære, at håbe på at livet holder sammen og ikke ramler. Efter vi havde læst det syvende bind i Narnia serien, fandt jeg “Mio Min Mio” frem af Astrid Lindgren. Min ældste datter var modvillig, jeg forstod hende ikke så godt, og var nok lidt for pressende. Da jeg kom ind til hende, og spurgte til, hvorfor hun ikke ville læse den, var det fordi, at hun altid synes, at folk dør i de tykke bøger. Det skal siges, at vi har læst andre, blandt andet Ronja og Brøderene løvehjerte tidligere. Vi lod bogen ligge et par dage, og så spurgte jeg igen. Jeg forklarede hende, at det var vigtigt at læse bøger, hvor folk er glade, men at det er ligeså vigtigt med alt det svære i dem. For livet er på samme måde. Hårde ting vil ske en dag, og det er bedre at møde det i bøger først end i virkeligheden.

Og så gik vi i gang. I bogen var der et citat fra Astrid Lindgren: “Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har også børn brug for at blive rystet af kunst.” Da vi havde læst første kapitel om ensomme Bosse, og jeg ellers troede hun sov, satte hun sig op i sengen og råbte “Du stopper ikke nu far.” Hun var rystet, og det var godt. For det er den anden side af barmhjertighed. Den rummer ikke falsk omsorg, det er ikke barmhjertigt at sende nogen ud i verden med bind for øjnene.