Jeg kan huske, hvordan selvudvikling havde en virkelig fin klang i mine ører, da jeg var yngre. Jeg skulle tage en uddannelse som Kaospilot, og jeg håbede, at den havde fokus på selvudvikling.

Det ville være dejligt med lidt mindre skole og lidt mere mig.

Jeg synes også klart, at det er positivt, når mennesker rykker sig.

Men udfordringen er, når selvudvikling tager udgangspunkt i, at du ikke er god nok, som du er, og for at blive god nok skal du udvikle dig en masse. Tadaa, den korteste forklaring på, at vi har en masse stressede mennesker, der vågner med følelsen af ikke at få sovet nok og går seng med følelsen af ikke at have nået nok.

Derfor ser vi også en tiltrængt modreaktion for tiden. Den handler om, vi altid er gode nok, som vi er. Vi skal stoppe med at skamme os over alle vores mangler, omfavne vores uperfekte sider og være autentiske mennesker. Hvilket da er langt bedre end at tro, at vi kan opnå perfektion. På den måde kan man få lov til at være sig selv, og kravene, man stiller, begynder at bløde op. Eller det skulle man tænke. Måske vi har fået vendt kravene fra, at de kom udefra, til at de bare kommer indefra?

En slagside, jeg dog ser, er, at vi lidt er gået fra selvudvikling til selvindvikling. “Uh, hvor er jeg vigtig”. Vi går til psykolog, og det første, vi bliver spurgt om, er, om vi passer godt nok på os selv, om vi nu får taget pauser nok og får tænkt nok på nummer 1 – os selv.

Det vigtigste bliver dig selv og måske lige med nød din familie, hvis du har sådan en.

Og nu er du god nok, som du er. Ingen andre skal bestemme, hvordan du skal leve.

Under min uddannelse hørte jeg engang en underviser sige, det er vigtigt at forstå, at når man siger nej til en ting, så siger man ja til noget andet. Altså man siger ikke nej til den anden, man siger ja til sig selv. Nogles reaktion på dette blev, at man ikke siger nej, når man f.eks. siger “jeg kan ikke hænge ud, jeg vil nemlig hellere være sammen med andre eller mig selv”. Hvilket så at sige er fint nok. Problemet, der opstod, var, at det lynhurtigt blev til en følelse af ansvarsløshed, hvor man kun så sit eget ja, men ikke så at man også sagde nej.

Mønten har to sider, du siger ja til dig, men du siger stadigvæk nej til den anden. Men ved kun at se sit eget ja bliver det til et meget ensidigt ansvar, et selvindviklet ansvar.

K.E. Løgstrup snakker i den etiske fordring om, at vi altid er ansvarlige for hinanden, at vi holder den andens hjerte i hånden, men med den her “selvets” logik, bliver det egentlig til, at vi kun holder vores eget hjerte i hånden.

Jeg er ikke overbevist om, at selvindvikling er den bedste modreaktion. Jeg tror, der er et andet svar, et som rummer mere ansvar og etisk forståelse. Jeg tænker, at selvudvikling ikke skal besvares med selvindvikling, men måske med selvafvikling. I stedet for at tænke at “Jeg” er så skide vigtig, kunne det jo være, at “Vi” er skide vigtige, sammen. Og på den måde bliver vi hver især vigtige i kraft af hinanden, men ikke kun i kraft af os selv.

Jeg læste engang en bog af en forfatter, der havde selvmordstanker, imens han skrev på bogen. Han opsøgte så en forsanger fra et band, som åbent havde talt om sine egne selvmordstanker, men også om hvordan de var gået i bero. Han møder forsangeren, og i deres samtale spørger han, hvordan tankerne stoppede for ham, og han svarede; “jeg fandt ud af, at jeg ikke er vigtig, derfor er jeg vigtig”. Han havde indset, at hans plads i livet var at tage en plads mellem andre; at være noget for dem, frem for at jagte noget som havde skubbet ham ud til selvmordets rand.

Når vi siger, at vi ikke er gode nok, som vi er, presser det os helt forfærdeligt. Men når vi siger, at vi er gode nok, som vi er, stopper vi os selv fra at tage ansvar. Jeg tror, at hvis vi skal skammen til livs over vores egen formåen, må vi sige, at vi ikke er gode nok, som vi er. Det er der ingen af os, der er. Men det er ok. Vi må se mere barmhjertigt på os selv og hinanden og indse, at ansvar for hinanden er ikke et valg, – det kan kun være et fravalg.