Jeg har fundet ud af, at der faktisk findes perfekte familier. Familier, der ikke har konflikter, hvor der ikke er løse ender, hvor alle har følt sig elsket og har et super selvværd… Eller nej, det har jeg ikke.ª

Alle familier har uløste ting, gamle konflikter. Ting vi ikke taler om og ting i barndommen, der godt kunne have været anderledes. Og det er ok. Vores fejlbarlighed og sårbarhed er det, der gør os menneskelige. Familiers kultur kan sammenlignes med et hus, et hus der er tegnet uden arkitekt. Man begyndte med at bygge, nogle fik styr på fundamentet, andre “not so much”. Nogle fik bygget gode rum, hvor andre har rum, der stresser dem. At håndtere konflikter er ofte blevet et tårn på siden. Et spir med runde vinduer, der ligner noget fra en børnetegning. Det kan ikke rigtig forklares, det blev bare sådan. Hvilket er lidt ærgerligt, for vi kan ikke komme igennem livet, uden at der kommer ting, vi gerne ville have haft, skulle være anderledes. Det spændende ville være, hvis vi øvede os i at rive det ubrugelige tårn ned og tog ejerskab over den måde, vi redder konflikter ud. 

Jeg har snakket med mange om, hvordan det i familien kan være svært at tale om det, der er svært. Og at man ville ønske, at det ikke var sådan. Ofte er der en opgivenhed. For uanset om det siges, så ændrer det sig ikke i familien. 

Jeg kan, hvis jeg skal være ærlig, godt kende den frygt, og undgår nok af og til ting netop derfor. Jeg har nemmere ved at knække uhensigtsmæssig adfærd over for andre end familien, fordi mine vaner jo kommer derfra. Alle trickers kommer i spil, og så bliver jeg nogle gange “lille Frederik” igen.

Men er der måder, hvorpå man bedst håndterer den slags? Det er virkelig med ydmyghed, at jeg begår mig herud, for hvem ved, om der kommer en dag, hvor mine børn kommer til mig og siger, at det har gjort ondt. Jeg ved, at alles familiedynamik er forskellige, så tag det kun som inspiration. 

For det første skal vi have øje for, at alle har en historie, der gør, at de gør, som de gør. Hvis vi prøver at gå til hinanden med nysgerrighed og forståelse for netop det, er vi kommet langt. Det har jeg selv gjort med min far. Jeg forsøgte at tale ud fra en forståelse for hans intentioner og egne erfaringer. Det gav, som jeg oplevede det, en bedre snak. 

For det andet bør vi tage snakken om, hvordan vi som familie bedst løser en given konflikt. Hvordan får vi bedre snakke end dem, der starter med, ”jeg har brug at snakke med dig om noget”? Hvordan bliver vi bedre til at tage konflikterne i opløbet? Den slags snakke kunne være starten på at rive tårnet på siden af huset ned og bedre vide, hvordan vi gør det på en måde, hvor vi har målet for øje. Et mål, som vel oftest må være at have en god relation på den anden side. 

Den tredje har jeg også selv prøvet. Den handler om at have et mål for øje. Jeg har læst lidt i en bog om adfærdsdesign af Morten Münster. I bogen er der en tese om, at hvis vi vil ændre en adfærd i vores eget liv, eller i andres, så kan vi ikke gøre det ved kun at pege på det, der er galt. Vi skal også kunne se frem, fortælle om den ønskede adfærd, hvad vi kunne tænke os at se på den anden side. På den måde pådrager vi ikke kun skyld og dårlig samvittighed. Vi hjælper med at finde en udvej. 

Mine forældre er heller ikke perfekte, men de har været kærlige og er det stadigvæk. Jeg vil aldrig skyde dem noget i skoene, at alt har været forkert. Men der har også manglet noget, en interesse i det, jeg fandt interessant. Jeg ville ønske, at de havde været til mine koncerter og taget del i ting for min skyld. Men da jeg sagde det til dem, blev mit ønske, at de fremadrettet måtte blive bedre til at spørge ind, og at vores kultur, mig selv inklusiv, kunne blive mere nysgerrig. Jeg tror, det har hjulpet situationen. Ikke kun at pege på lorten, men også at hjælpe med at finde en vej frem.