Hvordan bliver vi bedre til konflikthåndtering i familien?

Jeg har fundet ud af, at der faktisk findes perfekte familier. Familier, der ikke har konflikter, hvor der ikke er løse ender, hvor alle har følt sig elsket og har et super selvværd… Eller nej, det har jeg ikke.ª

Alle familier har uløste ting, gamle konflikter. Ting vi ikke taler om og ting i barndommen, der godt kunne have været anderledes. Og det er ok. Vores fejlbarlighed og sårbarhed er det, der gør os menneskelige. Familiers kultur kan sammenlignes med et hus, et hus der er tegnet uden arkitekt. Man begyndte med at bygge, nogle fik styr på fundamentet, andre “not so much”. Nogle fik bygget gode rum, hvor andre har rum, der stresser dem. At håndtere konflikter er ofte blevet et tårn på siden. Et spir med runde vinduer, der ligner noget fra en børnetegning. Det kan ikke rigtig forklares, det blev bare sådan. Hvilket er lidt ærgerligt, for vi kan ikke komme igennem livet, uden at der kommer ting, vi gerne ville have haft, skulle være anderledes. Det spændende ville være, hvis vi øvede os i at rive det ubrugelige tårn ned og tog ejerskab over den måde, vi redder konflikter ud. 

Jeg har snakket med mange om, hvordan det i familien kan være svært at tale om det, der er svært. Og at man ville ønske, at det ikke var sådan. Ofte er der en opgivenhed. For uanset om det siges, så ændrer det sig ikke i familien. 

Jeg kan, hvis jeg skal være ærlig, godt kende den frygt, og undgår nok af og til ting netop derfor. Jeg har nemmere ved at knække uhensigtsmæssig adfærd over for andre end familien, fordi mine vaner jo kommer derfra. Alle trickers kommer i spil, og så bliver jeg nogle gange “lille Frederik” igen.

Men er der måder, hvorpå man bedst håndterer den slags? Det er virkelig med ydmyghed, at jeg begår mig herud, for hvem ved, om der kommer en dag, hvor mine børn kommer til mig og siger, at det har gjort ondt. Jeg ved, at alles familiedynamik er forskellige, så tag det kun som inspiration. 

For det første skal vi have øje for, at alle har en historie, der gør, at de gør, som de gør. Hvis vi prøver at gå til hinanden med nysgerrighed og forståelse for netop det, er vi kommet langt. Det har jeg selv gjort med min far. Jeg forsøgte at tale ud fra en forståelse for hans intentioner og egne erfaringer. Det gav, som jeg oplevede det, en bedre snak. 

For det andet bør vi tage snakken om, hvordan vi som familie bedst løser en given konflikt. Hvordan får vi bedre snakke end dem, der starter med, ”jeg har brug at snakke med dig om noget”? Hvordan bliver vi bedre til at tage konflikterne i opløbet? Den slags snakke kunne være starten på at rive tårnet på siden af huset ned og bedre vide, hvordan vi gør det på en måde, hvor vi har målet for øje. Et mål, som vel oftest må være at have en god relation på den anden side. 

Den tredje har jeg også selv prøvet. Den handler om at have et mål for øje. Jeg har læst lidt i en bog om adfærdsdesign af Morten Münster. I bogen er der en tese om, at hvis vi vil ændre en adfærd i vores eget liv, eller i andres, så kan vi ikke gøre det ved kun at pege på det, der er galt. Vi skal også kunne se frem, fortælle om den ønskede adfærd, hvad vi kunne tænke os at se på den anden side. På den måde pådrager vi ikke kun skyld og dårlig samvittighed. Vi hjælper med at finde en udvej. 

Mine forældre er heller ikke perfekte, men de har været kærlige og er det stadigvæk. Jeg vil aldrig skyde dem noget i skoene, at alt har været forkert. Men der har også manglet noget, en interesse i det, jeg fandt interessant. Jeg ville ønske, at de havde været til mine koncerter og taget del i ting for min skyld. Men da jeg sagde det til dem, blev mit ønske, at de fremadrettet måtte blive bedre til at spørge ind, og at vores kultur, mig selv inklusiv, kunne blive mere nysgerrig. Jeg tror, det har hjulpet situationen. Ikke kun at pege på lorten, men også at hjælpe med at finde en vej frem.

– Far, du er virkelig god til at blive sur …

Det var aftenen, før min ældste datter skulle starte i skole. Hendes to søskende var faldet i søvn, men hun kunne ikke sove. Maven var proppet med sommerfugle. Vi lå bare og snakkede lidt. Jeg tænkte, at jeg gerne ville give hende lidt fokus på noget af det, hun er god til, som ikke kun er skole, inden hun skulle starte. Så jeg sagde, ”du er simpelthen så god til, at få de andre med i legen”. Hun undrede sig lidt over, hvor den kom fra, og spurgte; “hvad mener du far?” Jeg gav hende et eksempel fra dagen før, hvor vi havde haft besøg af en dreng, der er lidt yngre end hende, og han blev inviteret med i legen, imens han ikke lige havde nogen at lege med. Hun smilte og forstod mig lidt bedre. Så var det ligesom hendes tur, tænkte hun. “Far, du er ret god til at blive sur”. Der var stille, jeg smilte, ville ikke grine. Jeg spurgte så, ligesom hun gjorde, “hvad mener du med det?”. “Jamen, når du bliver sur, så ved jeg hvorfor. Du bliver ikke bare sur, uden at jeg forstår det”.Så sagde jeg, ligesom hun gjorde til mig tidligere – tak. Og vi prøvede at finde ro, så skolestarten kunne blive god.

Jeg er ofte flov over mig selv, når jeg bliver vred på mine børn. Når hun siger den sætning, så glemmer hun de gange, jeg taler nedladende, skælder ud foran hendes venner osv. Jeg er ellers, tror jeg, i mange venners øjne et meget roligt væsen, men jeg har haft sår på knoerne af at slå hånden i væggen, over frustrerende ting, som sjældent var så frustrerende, at de var det værd. Børn er der hele tiden modsat vennerne, der ser mig ok ovenpå, når jeg har købt ind til, at de skal komme. Børnene får mig også, når mit hoved sidder fast i en eller anden følelse, når jeg er tæsketræt, når jeg lige har skændtes med konen. Derfor så kender de mig også, blandt forhåbentlig mange andre ting, som ham der kan blive rigtig sur.

Derfor blev jeg også rigtig glad for at høre, at jeg er god til at blive sur. Til trods for at jeg kan skamme mig over det, og at jeg helt sikkert skal styre mit temperament bedre i mange situationer. Jeg vil også kunne blive vred. Jeg ser klart vrede som en sund følelse, som vi skal kunne kanalisere ud på en eller anden måde. Problemet er, at vrede ikke altid når at blive kanaliseret ud på en super gennemtænkt måde, det bliver skudt ud eller ofte gemt indeni. Så jeg prøver at tillade, at jeg bliver godt og grundigt vred engang imellem. Mit trick har så været, at det skal håndteres. Mit vredesudbrud er ikke godt i sig selv, det er kun godt, at vreden ikke blev gemt indeni. Den fandt en form, så nu kommer oprydningsarbejdet fra den form. At fortælle, hvad der gjorde, at jeg blev sur. At jeg eksempelvis bliver bange for, at de vil komme til skade, hvis de leger ved vejen, at jeg ikke kan lide, når hun råber ad sin søster. Og faktisk også engang imellem sige, at det altså ikke havde noget med dem at gøre, men at jeg måske lige har for meget i hovedet, og det var ikke min mening, at det skulle gå ud over dem.

Alt for mange voksne mennesker, jeg har mødt i mit liv, gemmer på vreden, og dermed bliver den enormt usund. Jeg har selv levet i en fortælling, hvor jeg tænkt mig som enormt konfliktsky meget af mit liv. Og jeg skal da ikke sige, at jeg ikke prøver at dukke mig igen engang imellem. Jeg kender også mange, hvor vreden kommer til udtryk, når de mener, at det er passende, men hvor oprydningsarbejdet ikke altid bliver gjort. De bryster sig af, at de ikke er konfliktsky, men jeg synes ikke, at man er god til konflikter, fordi man kan råbe højt, det er man først, når man kan lande den på en måde, hvor der bliver ryddet op. Jeg siger ofte til min børn, at jeg elsker dem – også imens jeg er vred på dem. Det er ret vigtigt at huske på, at vrede, når den er i relationer, er en frustration. Nogle gange er den dum og egoistisk, men for det meste relateret til vores relation. Måske er det vigtigt at huske at elske hinanden, imens vi er sure på hinanden – og at få ryddet op bagefter.

Er du også træt af selvudvikling! Så prøv selvindvikling!

Jeg kan huske, hvordan selvudvikling havde en virkelig fin klang i mine ører, da jeg var yngre. Jeg skulle tage en uddannelse som Kaospilot, og jeg håbede, at den havde fokus på selvudvikling.

Det ville være dejligt med lidt mindre skole og lidt mere mig.

Jeg synes også klart, at det er positivt, når mennesker rykker sig.

Men udfordringen er, når selvudvikling tager udgangspunkt i, at du ikke er god nok, som du er, og for at blive god nok skal du udvikle dig en masse. Tadaa, den korteste forklaring på, at vi har en masse stressede mennesker, der vågner med følelsen af ikke at få sovet nok og går seng med følelsen af ikke at have nået nok.

Derfor ser vi også en tiltrængt modreaktion for tiden. Den handler om, vi altid er gode nok, som vi er. Vi skal stoppe med at skamme os over alle vores mangler, omfavne vores uperfekte sider og være autentiske mennesker. Hvilket da er langt bedre end at tro, at vi kan opnå perfektion. På den måde kan man få lov til at være sig selv, og kravene, man stiller, begynder at bløde op. Eller det skulle man tænke. Måske vi har fået vendt kravene fra, at de kom udefra, til at de bare kommer indefra?

En slagside, jeg dog ser, er, at vi lidt er gået fra selvudvikling til selvindvikling. “Uh, hvor er jeg vigtig”. Vi går til psykolog, og det første, vi bliver spurgt om, er, om vi passer godt nok på os selv, om vi nu får taget pauser nok og får tænkt nok på nummer 1 – os selv.

Det vigtigste bliver dig selv og måske lige med nød din familie, hvis du har sådan en.

Og nu er du god nok, som du er. Ingen andre skal bestemme, hvordan du skal leve.

Under min uddannelse hørte jeg engang en underviser sige, det er vigtigt at forstå, at når man siger nej til en ting, så siger man ja til noget andet. Altså man siger ikke nej til den anden, man siger ja til sig selv. Nogles reaktion på dette blev, at man ikke siger nej, når man f.eks. siger “jeg kan ikke hænge ud, jeg vil nemlig hellere være sammen med andre eller mig selv”. Hvilket så at sige er fint nok. Problemet, der opstod, var, at det lynhurtigt blev til en følelse af ansvarsløshed, hvor man kun så sit eget ja, men ikke så at man også sagde nej.

Mønten har to sider, du siger ja til dig, men du siger stadigvæk nej til den anden. Men ved kun at se sit eget ja bliver det til et meget ensidigt ansvar, et selvindviklet ansvar.

K.E. Løgstrup snakker i den etiske fordring om, at vi altid er ansvarlige for hinanden, at vi holder den andens hjerte i hånden, men med den her “selvets” logik, bliver det egentlig til, at vi kun holder vores eget hjerte i hånden.

Jeg er ikke overbevist om, at selvindvikling er den bedste modreaktion. Jeg tror, der er et andet svar, et som rummer mere ansvar og etisk forståelse. Jeg tænker, at selvudvikling ikke skal besvares med selvindvikling, men måske med selvafvikling. I stedet for at tænke at “Jeg” er så skide vigtig, kunne det jo være, at “Vi” er skide vigtige, sammen. Og på den måde bliver vi hver især vigtige i kraft af hinanden, men ikke kun i kraft af os selv.

Jeg læste engang en bog af en forfatter, der havde selvmordstanker, imens han skrev på bogen. Han opsøgte så en forsanger fra et band, som åbent havde talt om sine egne selvmordstanker, men også om hvordan de var gået i bero. Han møder forsangeren, og i deres samtale spørger han, hvordan tankerne stoppede for ham, og han svarede; “jeg fandt ud af, at jeg ikke er vigtig, derfor er jeg vigtig”. Han havde indset, at hans plads i livet var at tage en plads mellem andre; at være noget for dem, frem for at jagte noget som havde skubbet ham ud til selvmordets rand.

Når vi siger, at vi ikke er gode nok, som vi er, presser det os helt forfærdeligt. Men når vi siger, at vi er gode nok, som vi er, stopper vi os selv fra at tage ansvar. Jeg tror, at hvis vi skal skammen til livs over vores egen formåen, må vi sige, at vi ikke er gode nok, som vi er. Det er der ingen af os, der er. Men det er ok. Vi må se mere barmhjertigt på os selv og hinanden og indse, at ansvar for hinanden er ikke et valg, – det kan kun være et fravalg.

Alt i livet er ikke en byttehandel

Jeg oplever af og til mig selv og andre omkring mig indbygge en byttehandel et sted, hvor der egentlig ikke var et byt i gang. Jeg bor i kollektiv, og det hænder, at jeg tænker sådan her: “Jeg har nu passet dit barn, nu skal du også passe mit.” Det spændende i den sætning er, at jeg implicit gør sådan, at der er et regnestykke, der skal gå op. Heri ligger der et ret stort problem, for så ender vi med at skulle nøje udregne, om vi får det, vi giver tilbage, og det er nærmest det største brud på den helligste regel i relationer:”Det skal ikke gå op.”

“Vi må aldrig i et venskab forvente det samme, som vi giver.” Sådan lød det fra Abdel Aziz Mahmoud i Mads og Monopolet tidligere på året, og måske gælder det faktisk også fællesskaber i det hele taget. Der er klart tidpunkter, hvor noget er en byttehandel, som hvis vi skal fortsætte med kollektivet som eksempel. Hvis en gør sit område ordentlig rent, og en anden ikke gør sin del, så er det et brud på “kontrakten”, men netop den er udtalt. Og derfor en reel byttehandel. Men måske er det stadigvæk her vigtigt, at det stadigvæk ikke går helt op?

Min oplevelse med mig selv når jeg, eller ser andre, gøre ting til en byttehandel, er, at hvis man gør dette for ofte, vil man næsten altid ende med at vurdere sig selv som taberen, og på den måde tænke at andre skylder en. Lige præcis den indstilling kan være temmelig giftig for relationer. Derfor er det helt vildt vigtig at have øje for værdien i, at ting ikke går op, og så være tydelig når man faktisk indgår en byttehandel, men også undlade at andre situationer bliver til det. For eksempel: “Vil du bytte middag med mig?,” er jo et reelt byt, men for eksempel: “Kunne du have lyst til at hjælpe mig med at lave dej til pizzaen?” Et spørgsmål om hjælp er ikke noget, man senere kan bruge som en: Nu har jeg også, så nu er det din tur.

Når en “du skylder mig kultur” begynder at dominere, er jeg overbevist om, at den er altødelæggende, derfor skal der være vildt klare linjer om, hvad vi giver, og hvad der er et reelt byt. Måske kan man som hovedregel sige, at med mindre vi kaldte det et byt, så er det, det ikke.

Når vi inddrager en hjælp, og efterrationalisere det til et byt, altså siger: “Det jeg gav før, det var faktisk ikke en gave, det var en lige transaktion, jeg SKAL have noget tilbage,” så ødelægger vi det utroligt fine i at give. Og det er måske en af de andre vigtigste ting i relationer og fællesskaber, “Det vigtigste er det vi giver, ikke det vi får”.

Vi kan ikke forvente det samme, som vi giver. Hvis jeg bruger tid på en vens opgave, skal jeg jo ikke forvente, at han står klar med at bage kage til min fødselsdag. Men en eller anden form for gensidighed skal der til, det har bare nogle yderst ucharmerende sider, hvis det er noget, der får intenst fokus i et fællesskab. Der er altid nogen, som gør alt det usynlige, mens dem der står og holder, kun holder øje med det synlige. Den “reciprocitet”, det betyder vist på normalt dansk “balanceret gensidighed”, der kunne opstå ved det intense fokus, mister vi det, at man tror, man kan måle den ned i de mindste detaljer. Vi skal måske bare hylde den asymmetri, der er.

Hvis du tænker om dig sig selv, at du også nogle gange måler af i forhold til det, du bidrager med, skal du vide, at det lidt lugter af at feje for egen dør. Altså det ikke skal kunne ramme dig. “Jeg har i hvert fald givet min del.” Det er en sætning, som jeg, når jeg skriver den, godt kan høre mig selv have sagt mange gange i mit liv. Problemet med den er, at vi oftest kun ser overfladen af folks indsats. Hvis man har prøvet at mødes en flok for at rydde op efter en fest, så er det sjældent, at alle gør præcis lige meget. Så snart man siger for sig selv: “Jeg har hvert fald gjort min del,” så er det måske fordi, du faktisk kom tidligt og knoklede, mens alle andre kom sent. Fair deal. Men det kunne også være fordi, du faktisk mest har set på, hvor fed du selv har været, og dermed ikke øjnet de andres indsats. Måske en anden kom tidligere, og en tredje blev længe i løbet af natten?

Der går noget tabt, når vi ser for nøje efter balancen. Vi frarøver hinanden mulighed for at reelt kunne give.

At være sårbar er nødvendigt for at kunne elske og for at kunne leve helt

“At elske er at gøre sig sårbar. Hvis du elsker nogen vil dit hjerte kunne blive såret og muligvis gå stykker. Hvis du vil holde dit hjerte intakt, må du sørge for ikke at give det til nogen, end ikke et dyr. Pak det ind i små hobbyer og luksus, undgå menneskelige forviklinger. Put det ned i et skrin med lås. Men i skrinet, sikkert, mørkt, uden bevægelse, uden luft, vil det forandre sig. Det vil ikke gå i stykker, det vil blive ubrydeligt, ugennemtrængeligt, uforsonligt. At elske er, at være sårbar” Sådan skriver C.S. Lewis, forfatter til Narnia Serien, i hans bog “The four loves”.

Det går i hjertet på mig af flere grunde, mest af alt fordi det fortæller om, hvad der sker, når menneskers hjerte får knubs. Det fortæller, at vi kan beskytte os selv, men derigennem bliver vi usårlige og mangle ægte kærlighed.

Jeg holder en del foredrag, og alle sammen handler mere eller mindre om, at vi skal skærpe vores fokus på vores relationer. Mit mest brugte foredrag med titlen “Hvad er et godt venskab” har jeg holdt mere end 100 gange nu. Det har ændret sig meget med tiden. Jeg har erfaret, at den vigtigste pointe, jeg overhovedet kan forsøge at give folk med, er, at sårbarhed, er ret sejt. Det at turde åbne op over for mennesker, om ting der har gjort ondt, spørge om hjælp til noget man ikke kan gøre alene eller på anden måde vise, at man ikke er nok i sig selv, at man tør vise sig selv og sine huller.

At gøre sig sårbar fx ved at invitere et menneske ind i en samtale om livets kampe er pisse modigt, det er måske noget af det modigste, vi kan gøre. Særligt fordi det at blive afvist, når vi gør det, kan give os en voldsom smerte. Hver gang vi indgår i en relation med et andet menneske, bliver vi indirekte også vurderet, og hvis vi skulle forsøge at dele noget med en tyngde eller forsøge at initiere et nyt venskab, for så at blive afvist, så… Av mit hjerte.

Min datter på fem har fået den skavank med, at hun synes det er sjovt at møde nye mennesker, noget hun har til fælles mig selv, og med mange børn. Børn er ofte lidt simplere i det at danne venskab med nye børn, de tænker ikke rigtig på forpligtelse i første omgang, som voksne nogen gange har det med. Hun skal bare kende navnet på et andet barn, så kan hun lege, holde i hånd og fortælle en helt masse. Men for nyligt kom hun og sagde, “nogen gange spørg’ jeg børn, hvad de hedder, og så svarer de ikke, hvordan skal jeg så blive venner med dem?” det gav en god anledning til at snakke om vedholdenhed, uden helt at bruge det ord, jeg opmuntrede hende til at blive ved, der skal nok komme nogen, der spørg igen, hun tog så et nyt middel i brug for en stund, der lød sådan her “Hej, hvad hedder du… Vil du også høre, hvad jeg hedder?” Det virkede lidt. Men så en aften, hvor vi var på familiehøjskole, og hun havde snakket med mange nye, sagde hun helt søvndrukken, inden hun faldt i søvn, “Hey far, jeg spurgte en pige, hvad hun hed i dag, og så spurgte hun også mig”. Det gjorde mig glad og stolt, for hun havde ikke givet op, og hun havde ikke ændret adfærd på grund af et par dårlige oplevelser.

Det er virkelig vigtigt ikke at lade dårlige erfaringer, hvor folk har såret dig, definere, hvordan du fremover skal gå til mennesker. Det er ganske sikkert ikke muligt at lade helt være, men vi må forsøge ikke at få et negativt syn på os selv på grund af andres håndtering af os, når vi stiller os sårbare.

For så ender vi med at tro, at vi skal passe på vores hjerte i det skrin, som C.S Lewis fortæller om.

Vi har alle et ansvar i de relationer, vi kommer ud for i livet, og vi må passe på med at afvise uhensigtsmæssigt. Det betyder ikke, at vi kan komme igennem livet uden at blive afvist. Det betyder heller ikke, at vi kan undgå at afvise andre. Men når du gør det, så find en kærlig måde at gøre det på. En måde hvor du tager ansvaret på dine skuldre, så den anden ikke kan putte det i rygsækken, og lade det fortælle dem noget om, hvem de er. Det handler om, hvem du er og dine prioriteringer, og det er vigtigt, at vi finder måde at lade den anden se netop det.

At vise sårbarhed er modigt. At være sårbar er ikke kun at elske, det er at kunne leve helt.

Bør vi ikke stoppe med at være verdens lykkeligste folk?

Man skulle næsten tro, at det nyeste skud på stammen af religioner er lykke. Du skal bare tro nok på den, så er den der. Men måske er troen på, at livets ypperste formål er at være lykkelig og have det godt, dén mest destruktiv force, vi har udsat os selv for.

Jeg mødte en, der underviser nogle unge, han fortalte om, hvordan de virker til at have det dårligere nu, end bare for få år tilbage. Mange får medicin og andre er dybt pressede. Han troede, at det var et tilfælde, men har siden snakket med flere undervisere, der oplever det samme.

Det gibbede i mig at høre, at det på så kort tid er i mærkbar stigning, og det får mig til at tænke på, hvordan det dog kan være. Jeg havde det langt fra lignende, hvilket bare gør det svært at relatere til og nemt at fordømme.

Men det har en ungdomsgeneration aldrig haft godt af, altså fordømmelse, for alt hvad der er galt nu, er en afspejling af den barndom, som de fik givet af forældrene. Men det er heller ikke fedt at slå på tæven på en forældre-generation. Det er til gengæld fint at forsøge os på at forstå, hvad der måske har påvirket samtidens unge, så vi kan bruge det til ikke at slå nogen med, men til at se frem ad.

Jeg har en ret stærk overbevisning om, at vi lever i en tid, hvor de, der nu er unge mennesker, har som barn fået at vide, at det vigtigste i livet er at have det godt. Man skal have det godt med det, man laver. Man skal have et godt liv. Man skal være tilfreds. Man skal i det hele taget blot bestræbe sig efter at have det kort og godt: Godt og helst være lykkelig imens, så vi kan holde vores stolte statistik i ave, som “verdens lykkeligste land”.

Det er i mine øjne problemet, for måske er lykken problemet. Måske er det at hellige det som et mål i sig selv det, som gør mennesker stressede, udbrændte og depressive, fordi det gør hele livet til et stort krav om at lykkedes i at være lykkelig.

Problemet er, at lykke er blevet koblet på nydelse, og livet er ikke muligt at komme igennem som en lang nydelse. Derfor skal vi, hvis vi fortsat vil være verdens lykkeligste folk, få helt på plads, hvad den der lykke er, og om vi overhovedet har lyst til at have den i så stor målestok, som vi siger.

Lykke bør måske have mere med at give til andre og dermed opleve mening end at få den ved at efterstræbe den for sig selv. Lykke har mere med mening at gøre, for et lykkeligt liv må i mine øjne være et liv som føles meningsfyldt. Også når det ikke føles lykkeligt på den der “livet skal bare være godt” måde.

Et meningsfyldt liv behøver ikke konstant “nydelses-lykke” for at være godt.

Jeg har været ret glad for TV-serien Stranger Things, hvori der er en ret trist og fængende Sherif kaldet Hopper. Han har mistet sin datter i en ulykke, og igennem to sæsoner forsøger han at være noget godt for de børn, som ellers er hovedpersoner i serien. Ikke nødvendigvis fordi de giver ham lykke- han ses nemlig meget sjældent med et smil på læben. Han gør det først og fremmest, fordi det er det rigtige. Og så gør han det, fordi han har lyttet til noget andet en nydelsen, han har lyttet til smerten, og den har han brugt til at skabe et meningsfuldt liv.

Et meningsfuldt liv rummer at gå igennem smertefulde tider, det rummer – undskyld mig – også at dumpe en eksamen.

Hvis vi undgår de svære følelser, fordi vi bare gerne vil have det grineren, så ved at gøre det længe nok, så undgår vi også at øve os på at håndtere svære øvelser.

Det med svære følelser er ikke som at cykle, ‘når du har lært, det kan du det’. Det er ligesom muskler, det skal holdes ved lige, ellers forsvinder den. Vi skal give plads til det svære, så det ikke æder os op indefra.

Et meningsfuldt liv er værdifuldt, fordi det er et liv, ikke for det, som livet gør.

Et meningsfuldt liv kender den værdi, mennesket har i sig selv og derfor vil det gerne kendes ved det ansvar, det har for at lade andre forstå, at de også er værdifulde.

Rebellens Overlevelsesguide – Hvorfor har jeg lavet sådan en?

“Jeg vil ikke blive gammel og grå på den måde, hvor man tillader den indre rebel at dø for at mageligheden kan komme og æde mig. Jeg vil ikke kun lade rebellen være en del af min ungdom. Jeg vil holde fast i den. I min podcast serie hører du om, hvordan og om dem der inspirerer mig.

Jeg er Frederik Svinth, 31 år, foredragsholder, klummeskribent og manden bag samtalespillet SNAK. Jeg er vild med at sætte gang i tanker, både hos mig selv og andre. Derfor skriver jeg klummer og holder foredrag, og derfor podcaster jeg. Jeg gør mit bedste for at holde det jordnært og til at forstå, så det også har muligheden for måske endda at rykke på dig, bare en lille smule.”

Sådan forsøger jeg at introducere mit seneste projekt, jeg er nemlig gået i gang at lave en podcast serie med titlen Rebellens Overlevelsesguide.

Det føles vildt dumt, når jeg siger det højt, og så alligevel for titlen har en hvis appel.

Det, der føles dumt, er, at jeg jo implicit kalder mig selv en rebel, og det har den samme lugt som at kalde sig selv ildsjæl, helt eller tænker. Den slags titler er bare langt mere charmerende, når andre giver en titlen. Så det krævede også, at jeg slugte lidt af min stolthed for at give det netop den titel.

Heldigvis føler jeg selv, at det bliver reddet lidt ved at det er en overlevelsesguide, det handler om at rebellen i mig faktisk er svær at leve op til. Jeg synes nemlig ikke, at det er nemt at efterleve egne idealer om, hvordan jeg gerne vil leve, og jeg falder gang på gang i og må indrømme at mine idealer om fx at passe på min krop, om ikke at have travlt, om ikke at købe ind på forbrugs kulturen, om at være der for mine søskende osv. osv. Alle de her ting lykkedes jeg langt fra så godt som jeg vil med. Og derfor har jeg brug for en overlevelsesguide, et sted hvor jeg selv for inspiration og benzin til at leve op til de idealer, jeg tror på – ikke bare som tanker, men som handlinger.

At være en rebel er nok lidt uheldigt ofte formuleret, som en der ikke ikke giver en fuck. Og jeg læste sidste år en bog med titlen ” the subtle art of not giving a fuck”, som var en overraskende god bog. Den handlede netop om, at hvis du vil give en fuck for noget, skal du også vise, hvad du ikke giver en fuck for. Og måske er det en del af kernen i det rebelske, at gøre noget selvom det ikke er normen, men fordi det er hvad du tror på det.

Jeg har valgt, at hvert afsnit taget udgangspunkt i en person, forfatter, fiktiv karakter eller lignende som har rørt mig, som har udfordret mig til at tage mine idealer alvorligt, og dem har vi brug for, vi har brug for mennesker, som tror på det, de siger og lever efter det.

Men vi har ikke brug for rebeller, der lever efter det dumme mantra “rebel without a cause” rebeller uden en sag, er bare dem der er på tværs for at være det, og det er ikke sejt. Dem vi skal lytte til er dem, der er blevet indigneret over noget, hvor deres vrede er blevet vækket, og ud fra den vrede er de begyndt at handle på en anden måde, en modsat måde.

En måde der går uden for det, som vi ofte kalder ‘hamsterhjulet’.

Ærligt, sådan en, vil jeg faktisk gerne efterstræbe efter at være, for fuck hvor er der mange ting, vi gør, som vi bare gør, uden at tænke over det, og det skal vi altså stoppe med. For alt hvad vi gør har en pris, og den pris bliver ikke mindre af, at vi ikke tænker over det, den kommer bare og ødelægger os, uden at vi noget at se den komme.

Så undskyld, at jeg har kaldt mig selv en rebel, det handler mest om, at det er et ideal for mig, mere end at jeg lykkedes. Et ideal jeg synes, du skulle sætte op for dig selv også.

Tegneserie nørden i mig synes, det her Captain America citat er en god slutning på klummen

“Doesn’t matter what the press says. Doesn’t matter what the politicians or the mobs say. Doesn’t matter if the whole country decides that something wrong is something right.

This nation was founded on one principle above all else: The requirement that we stand up for what we believe, no matter the odds or the consequences.

When the mob and the press and the whole world tell you to move, your job is to plant yourself like a tree beside the river of truth, and tell the whole world- No you move.”

Vi skal stoppe med at hylde travlheden

Når jeg møder mennesker, er noget af det første de spørger om, “hva’ så Frederik, har du travlt for tiden?” Og det er nok, fordi jeg på sociale medier larmer meget med klummer, kommende foredrag og projekter, men jeg prøver at gøre en dyd ud af sige, at det har jeg altså ikke, jeg har som regel god tid med mine kone og børn, og jeg gør mit bedste for at have tid til at se venner. Så er der også tider, som fx lige nu, hvor jeg faktisk har haft en travl tid, ikke stresset, men bare en meget pakket kalender, og det kan jeg fint overkomme, hvis det er for en tid, det er bare ikke mit ideal.

I en amerikansk undersøgelse, viste det sig, at 80 procent af voksne mennesker gerne ville tilbringe mere tid med dem, de holder af, end de gør, og måske er det ikke ligeså slemt i Danmark, men jeg tror ikke helt, at vi er meget bedre.

En af grundene, til at det kan virke appellerende at have travlt, også for mig selv, er, at så lever jeg op til at skulle præstere og vise, at jeg dur til noget på, at jeg udretter noget. Det giver en følelse af anerkendelse Det er nok en ret tidløs tendens egentlig, for jeg vil jo gerne bruge min tid fornuftigt. Men når det betyder, at man skal leve op til en lang liste af krav, kan det presse mennesker, og i sidste ende er federe bare at sige, at man har travlt, for så virker det da til, at man gør sit.

Men når vi ser de lidt fortærskede lister over, hvad folk siger på deres dødsleje, er det modsat det, at de skulle have arbejdet mere, nemlig at de skulle have brugt mere tid på dem, man holder af.

For nyligt mødte jeg en, som for tiden havde to jobs. Han arbejdede på en byggeplads og som bondemand. Jeg spurgte, om han så ikke arbejdede nok, her med streg under nok, hvor til han svarede, at det er der jo nogen, der vil mene. Så pegede jeg på hans kone, og han sagde, at hun nok var en af dem. Og så svarede han, at så længe man kan lide det, man gør, så går det nok.

Det udfordrede mig lidt, for jeg er delvist enig, arbejde bør ideelt set være godt, vi bruger for mange timer på at arbejde til at lade det være meningsløst, men det fik mig til at tænke på, om jeg egentlig synes, det svar er godt nok. Det er temmelig “jeg” centreret svar, der kun tager udgangspunkt i en selv. Det jeg tror, vi hellere skal spørge os selv om er; Er det prisen værd.

Er det prisen værd at bruge så meget tid på at arbejde, hvis det betyder, at, i hans tilfælde konen bliver alene med to børn meget af tiden? Er det godt nok i forhold til at få skabt en relation til børnene? Er det godt nok i forhold til at kunne leve op til at være en god ven?

For selvom kravslisten er stor, og travlhed kan virke uundgåeligt, så bør vi tage mere end os selv med i beregningen.

For mig selv synes jeg, at den tid jeg bruger på arbejde er meningsfuld, jeg har et meningsfuldt underviser job på 30 timer om ugen og holder en god omgang foredrag rundt i landet ved siden af, og prisen betaler jeg gerne, fordi det lige nu gør, at min kone ikke er tvunget på arbejdsmarkedet, og derfor kan give vores børn al den tid de har brug for.

I Doctor Strange tegneserierne, den Marvel Superhelte troldmand, der i filmene bliver spillet af Benedict Cumberbatch, er det løbende temaet. Temaet er at alt har en pris, al den magi han bruger skal betales for et eller andet sted, og derfor skal han, når han bruger sin magi, overveje om det er prisen værd, enten for det relic bruger, eller når det går ud over hans sjæl.

Måske skal vi tænke på samme måde om vores tid, hvis vi bruger den på arbejde eller andet, skal det være prisen værd, og vi skal have den for øje, for uanset om vi ønsker, at der skal være en pris, så er den der, og den pris vil jeg personligt hellere deale med løbende, end at lade den fange mig på dødslejet.

Det, der skaber de fleste konflikter og dårligdom i gode relationer, er…

Det var da en ægte clickbait overskrift. Jeg kan til gengæld give jer svaret med det samme. Det er: “At giver den anden en dårlig intention med det, der er blevet gjort mod dig”.

Lad mig forklare: Hvis jeg har gjort noget, der har såret en god ven, mine børn eller min kone, så er det meget, faktisk virkelig meget sjældent, at selve det at såre dem var min intention. (Det sker til gengæld nok oftere, end jeg vil, at jeg handlede egoistisk) Men forhåbentlig er der sket det, at jeg simpelthen ikke havde overvejet det, altså det som jeg sårede den anden person ved at gøre. Fx. Ikke at ringe og sige, at jeg ikke kommer til en fest, men kun skrive en besked. Det kunne være at glemme at mobilpay nogle penge for en gave, man havde købt sammen. Jeg bor i kollektiv, så det er også ofte noget med ikke at rydde ordentligt op efter mig selv, den gælder vist også overfor konen. Og så er der dem, hvor man ikke er der for en sørgende eller glemte at spørge ind til det der vildt vigtige i den andens liv. Alle de her ting er helt sikkert sket for mig, hvor jeg ikke har levet op til en forventning, og det har jeg også prøvet at høre for, af og til på den der, voksen-skældud måde.

Og det synes jeg er helt fint, forventninger er dybt nødvendigt for at kunne have gode relationer, og vi kan ikke mestre det at forventnings afstemme altid, måske særligt ikke i de nærmeste relationer, da det meget hurtigt kan blive kunstigt, og intet har det dårligere end meget kunstige ting i en naturlig relation. Så, med forventninger der ikke altid er helt tydelige, kommer der konflikter. Det har jeg det som sagt helt ok med.

Der, hvor jeg har det stramt, er, når jeg bliver givet en dårlig intention. Det kan i værste tilfælde komme til udtryk i den her sætning “Det troede jeg ikke om dig” Aaaav mand, det gør så nas at høre den sætning. Her gik jeg og troede, at jeg ellers var en god fyr, som nu havde lavet en fejl, men fordi med dén sætning, så bliver fortiden omskrevet til, at jeg generelt er en skidt fyr, som med vilje går rundt og gør ting for at skade andre. Når jeg hører det, er der to veje for mig, enten kan jeg krybe til korset og overveje nøje, om jeg i virkeligheden bare er et egoistisk røvhul, eller også kan jeg gå i modangreb. Jeg har prøvet det første, men har mest gjort det sidste.

Og hermed får man en eskaleret og dårlig konflikt.

Det er dog ikke altid, at det kommer til udtryk i så voldsom en vending, som “det troede jeg ikke om dig”, nogen gange er det lige så meget i måden en modpart i den mulige konflikt agerer, altså ikke helt det de siger, men måden det fx holdes fast i, måden man går til selve det, der er galt.

Vi skal ikke undgå konflikter, vi skal undgå dårlige konflikter. De er i sig selv et udtryk for en uenighed, for vores forskellighed og for en forventning, der ikke blev mødt. Hvis det ikke bliver sagt, så skrues der bare ned for forventningen, og voila, så får du opskriften på samfund, der stopper med at stole på hinanden. (Det kunne man vist skrive en mere politisk klumme om)

Vi har ikke nødvendigvis godt af lavere forventninger til hinanden. Vi har til gengæld godt af at slå os på hinanden – på en god måde, som lyder mere sådan her: ‘Hey, jeg ved godt, du ikke ville det, men du sårede mig lidt, da du…’

‘Næste gang vi skal holde en fest, kunne det være dejligt, du lige ringede..’

På den måde dealer vi med vores forventninger til hinanden, vi skruer dem ikke ned, vi giver dem lyd, men vi tillader, at den anden ikke er et røvhul, men blot en der dummede sig.

Det betyder ikke, at man ikke må råbe, og måske skal den have lidt mere mindre fløde, end de to forslåede sætninger, men sammen kommer vi bare længere ved ikke at gøre den hinanden til monstre.

På den måde kan vi få lov at sige undskyld og komme videre sammen uden lavere forventninger, men måske endda med forventninger, vi har lidt mere styr på. Plus vi kan få lov til at øve os den skønne ting, nemlig at tilgive.

Forpligtende fællesskaber er federe..

Lav et bofællesskab på din vej eller i din opgang. Forpligtende fællesskaber er federe.

Bofællesskabs-ånden er levende, nu handler det bare om at tage den til sig. Vi kan godt ændre den måde, vi lever sammen og frigøre mere tid til hinanden og os selv.

Jeg bor i kollektiv, som lukker og slukker d. 1 maj. Til den tid har vi boet en ordentlig omgang mennesker under ét tag. Vi bor 11 voksne og 10 børn sammen, og det har været enormt lærerigt, og det er også ok, at det slutter. Vi gik ind til det velvidende, at vi skulle flytte efter 3 år, og derfor kommer vores afslutning ikke som et chok. Vi rykker hver til sit, da vi har forskellige drømme og hverdage, der skal hænge sammen.

Det største, jeg tager med mig, er følelsen af at være del af et naturligt fællesskab. Det, at man har kunnet åbne døren, og så har der været andre børn, som mine børn naturligt kunne lege med, uden aftaler og praktiske ting. Og så tager jeg det med, at hvis vi bryder lidt med de skel, der er imellem os mennesker, så kan vi også være med til at lette hverdagen for hinanden.

Jeg har elsket, at mit sociale behov har fået let tilgængelig frigørelse, fordi jeg uden videre har haft så meget kontakt med mennesker, som jeg holder af, alt imens at de relationer, vi har skabt, har haft et mix af forpligtelse og samme tid har været uforpligtende. Man har på en eller anden måde været en familie for hinanden, men alligevel har det en anden smag, end de nære relationer, jeg ellers har.

Det er det, som jeg ser som det naturlige fællesskab. At de mennesker, der er omkring en, står til ansvar for hinanden, man hilser på hinanden, lytter til babyalarmen, laver mad til hinanden, spørg ind til hinanden, tager hensyn til hinanden, fordi der er en relation.

Det var ikke kun nemt, og der er også ting, jeg har lært, som har været så hårdt, at jeg, hvis jeg havde fået valget, nok gerne havde været det foruden. Men den slags er nok konsekvensen af at bryde med de skel, vi ellers har sat op.

Det er måske den allerstørste læring, at det gør ondt at bryde med vores skel, men at jeg ikke vil være det foruden. Jeg tror, at vi ved ikke at se os selv som ansvarlige, for de mennesker der er tæt på os, altså så’n rent fysisk, faktisk bryder med en ellers naturlig følelse af ansvar.

Da jeg boede i byen, var der en ældre damen på 2. sal, hvor vi boede på 4. Selvom jeg ofte bar hendes poser op og snakkede med hende i døren, så levede jeg ikke op til det, mit indre kompas faktisk ønskede, at jeg gav hende en følelse af sammenhæng, som hun kunne have givet mig tilbage, ved at vi havde været noget for hinanden.

For mennesker ønsker at se sig selv i sammenhæng, men i en tid der hylder individet, har vi bildt os selv ind, at det at stå alene gør stærk, hvilket ikke kan komme længere fra sandheden. Det der gør os stærke, er at stå sammen. At se sig selv som ansvarlig for hinanden, også der hvor vi bor.

Men for at gøre det skal vi kunne frigøre vores ressourcer. De fleste mennesker føler sig fortravlede, hverdagen er svær nok at få til at hænge sammen, og inden man så skal til at gøre noget for naboen, er tiden gået. Derfor vil jeg foreslå, at vi ser vores fællesskaber som et sted, hvor vi søger rent praktisk at hjælpe hindenden med at frigøre vores ressourcer, så vi kan begynde at være noget for hinanden, ved for eksempel at lave madfællesskaber.

Vi har fælles madlavning fem gange om ugen, hvilket har sparet mange penge og endnu vigtigere meget tid. Men vi har ikke haft fast fællesspisning, det har altid været muligt at gå til sig og spise, hvilket vi selv oftest har gjort.

Så hvad med, at du sammen med de to naboer I alligevel ser, eller den genbo, som du knap kender, forslår, at I rent praktisk har maddage, eller måske faste pasningsdage af børn, eller spørg den gamle dame på 2. sal, om hun vil have noget imod et fast te-selskab med datteren.

Jeg tror, at vi skal øve os i at bryde skellet ned mellem os, så vi ikke tror, at det ikke er smerten værd. Det er et brud på vores natur at forsøge at komme udenom den, og det vil hjælpe os med at kunne se hinanden. Og det er måske alt, der skal til.