Hvorfor klæder vi os ud som helte?

image10

Hen over efteråret delte vi en masse billeder fra vores kontor og andre steder, hvor vi i SNAK-teamet havde superheltemasker og andet helte-grej på, det skabte en del undren ude blandt I, der følger med. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for tegneserier fra Marvel, så en grund var bare fan-love.
En anden grund var for at understøtte SNAKs budskab, om at det vigtige i vores relationer er ærlighed og sårbarhed, som kommer frem gennem de gode snakke, Men noget andet mindst ligeså vigtigt i et stærkt venskab er at kunne have det sjovt og dele sine interesser. Så for at vi ikke endte med at udtrykke et entydigt budskab, begyndte vi at tilføje lidt sjov og ballede i vores kommunikation.

487578_10152020300524388_200955660_n


Vil du bare se mig?

Men hvad er det ved de to elementer, der er så vigtigt?
De elementer som jeg i mit liv kalder sårbarhed og ballade.
Jeg blev selv opmærksom på balancen, da en kammerat blev sur på mig over, at jeg havde dobbelt-booket en aftale og forventede, at vi bare kunne mødes alle sammen. Han havde lyst til at se mig. Først blev jeg lidt træt af ham for at være så emsig, men da jeg kom ned til ham, kunne jeg sagtens se den kærlighed, der lå i det. At han faktisk bare havde sagt, at han gerne ville se mig – og kun mig – fordi jeg betyder meget for ham. Jeg tror, der var en 10-øre, der faldt lige der, jeg forstod, at vi nogle gange har brug for at bryde et tomrum, og så sætte tid af til det vigtige i at give ordentlig tid til hinanden og bare lige fokusere på hinanden. Jeg er vildt taknemmelig for den oplevelse, som siden har gjort, at jeg føler mig bedre rustet til at få det gjort selv, og det føles mere og mere naturligt.

1472005_10152104230244388_825665589_n

At glemme at have det sjov

Men i min rejse for at få givet plads til dybden og sårbarheden kunne jeg også mærke, hvordan at jeg kæmpede for at være til stede i det, der bare er sjov og ballade, og der skulle jeg faktisk lige genfinde det fede i at lave noget bare ”fordi”… Heldigvis har jeg et vildt legebarn gemt inden i, som ikke var svært at vække igen.
Jeg er ikke en mester i balancen, og jeg tror ikke, at den kan mestres for så at kopiere den ud til andre venskaber. Den ser forskelig ud, alt efter hvem der er ens ven, og hvem man selv er, men jeg tror, at begge elementer skal være til stede i et venskab, hvis det skal være stærkt og holdbart. I hvert fald hvis vi ønsker det fulde potentiale, hvor vi har venner for at styrke, udfordre og støtte hinanden.

“Have no fear of perfection – you’ll never reach it.”

Jeg har igennem mit arbejde med SNAK erfaret, at det er enormt interessant at tage fat i en værdikamp, som er SÅ tæt på som venskaber. Det handler ikke om, hvorvidt vi skal købe ting fra u-lande, eller om der er noget dårligt i vores mad, (selvom det også er spændende områder). Nej, når jeg siger, jeg arbejder med venskab og nære relationer, så vækker det som regel nogle ret store følelser i folk. Både fordi det er lidt tabubelagt at omtale, og fordi det på samme tid er vildt lækkert at få sat ord på. Igennem arbejdet med SNAKs bog, Venskaber, har vi interviewet en del kulturpersoner sammen med en  af deres venner. Jeg har selv kun lavet ét interview, men noget der virkelig slog mig var at de sagde tak til mig for at de måtte få en snak om deres venskab. Det viser for mig, at det her område vi er gået ind i, er nyt og noget som der er brug for.196431_10150447327140497_8102107_n

Gennem mine oplevelser med at tage en så nærtstående værdikamp op, føler jeg også, at jeg har fået et par verbale tæsk i ny og næ. Det er ikke altid lige populært at kaste lys over noget, som er tæt på, og der er kommet fokus på mig som person. Derved finder folk pludselig ud af det helt skøre, nemlig at jeg ikke er perfekt. Jeg er enormt uperfekt.

Jo mere jeg prøver på alt muligt, desto mere bliver det tydeligt, for så fejler jeg jo også ret så tit, og det er faktisk min læring lige for tiden: Folk skal se min sårbarhed, min fejlbarlighed og mine kampe. For så forstår de, at jeg kæmper ligeså meget for mig selv, som jeg gør for dem. Jeg håber virkelig, at flere iværksættere må tage udgangspunkt i de helt nære kampe. At de må stille sig op og stå på mål for det, de tror på, også selvom de ikke er perfekte i det selv. 6691_123361271741_4987128_n

Jeg er far, og vil rigtig gerne være en god en af slagsen, derfor vil jeg kunne kæmpe for at fædre skal være seje, legende og nærværende, selvom jeg ikke altid kommer til at blive den far, og kommer til at svigte mine børn. Jeg vil kæmpe for, at vi taler ordentligt om hinanden, selvom jeg kan bagtale.

Vi bliver aldrig perfekte, så lad folk se det, så ender de med at give dig lov til endnu mere. Eller i hvert fald kan det gøre, at du ikke får så mange hug, når det er du jokker i spinaten. Vi kan meget bedre lide at følge med en personer liv, som vi kan spejle os i, og derfor tror jeg også vores fejlbarlighed skal mere frem i lyset.

 

Har skrevet en sang om netop dette med mit band The Wakers

So keep pushing, loose your pride, fail and then say We are fighters!

Billede øverst – Kerstin Brix
Citat i overskrift – Salvador Sali

Mit Idol sagde ikke rigtig noget til mig med sine ord…

cc2006078 - mewithoutYou for Tooth & Nail Records

At være den samme her og der

På min højre underarm fik jeg for fem år siden en tatovering med teksten ”the sun and the moon”, ordene er titlen på en sang, og måden det er sat op på er taget fra et CD-cover. Jeg fik den, fordi jeg ville minde mig selv om sangens budskab, der i sangens omkvæd lyder ”the Sun and the Moon, I want to see both worlds as one”. For mig betyder det, at det, jeg laver et sted, skal hænge sammen med det, jeg laver andre steder, at den jeg er om natten er den samme, jeg er om dagen. Bandet hedder MeWithOutYou, og for et par dage siden kom jeg til at tænke på noget, der skete sommeren 2010, hvor jeg havde en stærk og livsforandrende oplevelse. Den oplevelse får I historien bag her:

I mine yngre år stod jeg for en masse koncerter, musik var min store passion, og jeg drømte om at overtage verden med min egen musik og have et spillested ved siden af. Da jeg kortvarigt fik muligheden for det sidste sammen med Frontløberne, gik det op for mig, at det ikke var min drøm mere, livet med koncerter, der skulle afvikles onsdag til lørdag, og alt besværet med fulde folk, gjorde det forbi. Når jeg ser tilbage, er jeg enormt taknemlig for den tid, og hvad den gav mig, for udover nogle gode erfaringer som leder og koordinator, så gav det mig også et rigtig stort netværk, som jeg stadigvæk nyder godt af.  Det sker også af og til at mit gamle musiknetværk tager fat og spørger, om jeg vil arrangere en koncert, og jeg takker som regel nej, men en sjælden gang imellem sker der det, at jeg bare ikke kan lade være at sige ja. Sådan var det i 2010, da mit favoritband, MeWithOutYou, blev budt af en hollandsk booker.
Jeg satte koncerten op i Instituttet for X på Godsbanen, i et gammel togværksted, settingen var perfekt, jeg havde fået fat i noget anstændigt lydgrej og et sted, de kunne bo, lige i nærheden, Helene, min kone, havde bikset noget lækkert mad sammen.

34005_437349603409_3538349_n-1Han sagde kun TAK…

Alt var klar!  Jeg skulle møde mine idoler, men endnu vigtigere skulle jeg møde Aaron Weiss, forsangeren fra bandet. Aaron har været min største inspiration som tekstforfatter og sanger i mine egne bands(link), siden jeg var 15, og ud over at være dygtig musiker, så er han enormt excentrisk – han er berygtet for ikke at ville tage imod mad, så længe han kan finde noget selv, han bor på gaden med hjemløse det meste af tiden, af lyst, han ejer en taske med ting – THAT’S IT! Mængderne af ting, jeg kunne lade mig inspirere af, var næsten uudtømmelige.

Da de kom de til Godsbanen, mødte jeg dem ved bilen, og hvor var de søde, en dejlig flok hippie-agtige typer. Aaron hilste pænt på mig og jeg skruede charmen på, begyndte at snakke lidt med ham, og han lyttede, så lyttede han lidt mere, så smilede han, og så gik han.


34961_437349453409_6365896_n
Ggaarhg!! Han skulle jo være min ven, men han var pludselig noget helt andet, end jeg havde regnet med, noget som jeg ikke umiddelbart forstod.

Koncerten var fantastisk, og jeg hyggede mig rigtig godt med bandet. De tilbød, at Helene og jeg bare skulle komme på besøg, og det føltes, som om de mente det.

De overnattede i nogle venners lejlighed, og næste morgen stod jeg klar med morgenmad, og da den var blevet nydt i sommersolen, tog de af sted. Der blev delt gode kram rundt, og da jeg skulle sige farvel til Aaron tog han mig i armen, og sagde ”THANK YOU”, kiggede mig i øjnene i 20 sekunder, sagde ”thank you, Frederik” og gav mig et kram. Og så kørte de af sted.

Jeg var rørt, men jeg kunne ikke helt forklare hvorfor til andre – og ikke engang til mig selv.

Det handler ikke om mig

Jeg læste efterfølgende en bog om Aaron, hvor mange ting blev klarere for mig, for allerede i mødet med ham kunne jeg mærke, at der var noget inde i ham, noget som jeg ville have, til trods for jeg ikke kunne sætte ord på det, ud over at ydmyghed godt kunne ramme det lidt ind.
En af grundende til at han hellere ville lytte og hellere ville træde i baggrunden var, at han ikke ville bygge et idealbillede op af sig selv, og det var måske netop det, jeg så, han evnede en ydmyghed som kunne virke usund, men som i virkeligheden handlede at give plads til den person, han stod over for.

227540813_c3e521a121_photo_1I bogen fortæller Aaron om sit liv til en kammerat, hvor de deler den voldsomme skæbne at have gået med selvmordstanker. Aaron fortæller om sin kamp mod depression og lysten til at tage sit eget liv og siger et guldkorn. Han fortæller, at han stoppede med at tænke over at tage sit eget liv, da det gik op for ham, at det ikke handler om ham. Det handler om, hvad han kan give, og først da kunne han leve, da han ikke troede, at det skulle handle om ham selv.

Nyt syn på ting

Mit møde med Aaron satte en stor indre og ydre rejse i gang, en bevidstgørelse af en masse nye ting. Meget konkret stoppede jeg blandt andet med at købe tøj det næste halvandet år, jeg begyndte at tage valg hver dag, om ting, jeg skulle huske, og ting, jeg skulle undvære, nogle gange kunne det være, at jeg kun ville drikke vand en hel dag. Andre, at jeg ikke måtte købe noget en dag. Og hver dag i en måneds tid skrev jeg journal over mit liv.34531_437350858409_2129789_n
Der var mange ting, der startede der i mødet med Aaron, til trods for at han ikke rigtig sagde noget, jeg begyndte at tænke meget mere over, hvornår nok er nok, jeg begyndte at overveje ting, som jeg ellers bare tog for givet, jeg oplevede at se noget i et andet menneske, som jeg havde lyst til at have, noget ubeskrivelig – lige der i hjertet – og jeg oplevede selv, hvor meget forandring det kunne skabe. Derfor begyndte jeg også at håbe på, at jeg selv kunne gøre det for andre, og jeg fik lyst til at opmuntre andre til at tro på netop den forskel, de gør.

Jeg kom et skridt tættere på at få forenet solen og månen i mit eget liv.

Opdagelser på vej

Screen Shot 2014-02-17 at 13.01.07

Introduktion til den næste række blog indlæg

Jeg vil bruge bloggen her, hver mandag, det næste stykke til at fortælle om nogle af de mennesker, som har indvirket på den, jeg er i dag, både i det store og i det små. Der vil også være indslag med overvejelser fra mit arbejde i SNAK og mit liv som helhed.
Vi påvirker hinandens liv, om vi vil det eller ej. Hver eneste handling, vi foretager os, har en effekt, det er noget af det, der gør livet så skønt; at man får lov at se, at man har haft en effekt på andres liv, som har skabt noget godt, det er også noget af det, der gør livet voldsomt. Effekten er ikke altid god. Der er mennesker, som har haft enorm indflydelse på mig, nogle af dem er nære venner, andre fiktive, og nogle har jeg kun mødt én gang, fælles for dem alle er, at jeg er dybt taknemlig for den forandring, som de har vist, enten i igennem ord eller handling.

Vær helten i hverdagen

Screen Shot 2014-02-16 at 19.30.47

De er alle helte for mig, og det har fået mig til at tænke, at det måske slet ikke er så dumt at tænke sit liv som en helt, for når vi nu har så meget effekt på hinanden, så kan vi vel ligeså godt designe et liv, hvor effekten forsøges at gøres bedst mulig. Det er en tanke, som jeg oplever, kan vælte mange mennesker, og kan gøre det hele meget uoverskuelig, og det kan jeg godt forstå. Der er også en balance i at tænke over ting, leve i nuet og ikke overtænke alt. Ikke desto mindre så er det nu bare sådan, vi påvirker hinanden, og jeg vil i hvert fald gerne se, at det mest er gode ting, der sker, fordi jeg er til, om det er som far, ven, leder, ansat, søn, mand eller andet.

Fokusér på de små sejre

Jeg lykkedes langt fra hele vejen rundt og ville ofte ønske, jeg var en bedre bror, leder og andre ting, som jeg sikkert ikke altid opdager.  Og tanken om ting jeg vil forbedre kan også overvælde og lamme mig, det er svært gå i gang med at ændre på sin effekt, fordi man vil opleve, at det er endeløst. Men måske er netop accepten af dets endeløshed nøglen til at gå i gang, vi må kende det store billede, men i vores hverdag bliver nødt til at fokusere på de små sejre, de ting hvor vi også lykkes.
Jeg kan se, hvor meget vi forandrer hinanden, og jeg håber ærlig talt også at disse blog-indlæg må være med til at skabe en forandring i dig, om ikke andet så hvert fald skabe en form for udfordring.

God Læselyst . Frederik Svinth

Why Meaningful Conversations Are Good For Us.

I have created a game with the purpose of facilitating meaningful conversations, so I thought I’d write a post about why I think such conversations are important, both for you to understand, but maybe even more for me to create a clearer picture of my own thoughts.

Accountable Relations
I really do believe that we are very importantly reliant on each other, we need other people around us to know who we are, through the lenses of psychology we see that happiness is very closely connected to social life, but I’m not sure that what we really want from out life’s is happiness, at least not in the way it is often proclaimed. When we proclaim it as something to pursue as an individual, we loose the capability to reach it, because in my own opinion happiness is something we find only when we let go of ourselves, and start living for each other.

Victor Frankl, Austrian neurologist and psychiatrist as well as a Holocaust survivor says it better than I:

“Man is originally characterized by his “search for meaning” rather than his “search for himself.” The more he forgets himself—giving himself to a cause or another person—the more human he is. And the more he is immersed and absorbed in something or someone other than himself the more he really becomes himself.”
Viktor E. Frankl, Man’s Search For Ultimate Meaning

When we give time to meaningful conversations, we not only create space for us to know our own story and thereby start taking control of it, we also become active supporters in each others lives, because we choose to search for meaning together. By taking part of each others lives we also start nurturing a ancient way of life, back from a hunters gathers lifestyle, where we live not in spite of each other but because of each other.

Why We Take Control of our Lives by Sharing Stories?

We become better at telling them by practising; and when we share
stories from our own life we not only gain a better understanding
but also a better brain. it is also proved that the brain development
through a meaningful conversation is the strongest there is, because
it is then that we stop downloading others thoughts and ideas, and
start creating our own.

The stories we tell ourselves about our lives matter. If we feel sad or overwhelmed, and we constantly tell ourselves there’s good reason to feel that way, chances are we’re going to  keep feeling that way.
But if we spin a more positive story about life, it can actually help us feel better. This is not a new idea, but something that the medical universe is finally starting to understand and therefore embrace. This is a very pop Psychology claim, yet I do believe that there’s truth to be found in it.

A More personal take on the subject

Besides all these existential thoughts on the subject I firmly believe that when we start talking about things together at a deeper level, we start eliminating the disagreements that could stand in our way of a debating discussion, discussions are often the spark needed to get anywhere new. But my own experience is also that at some point it is good to start sharing our stories about why we perceive things as we do, to create dialogue, it is then that we have started a development of new thoughts. The new thoughts only evolve rapidly when we try to understand each other, that does not mean agree, just that we create an open gate for challenges towards ourselves.

I experienced something in a discussion with some friends about gender roles, I provoked my opposite in the discussion to generate a reaction, but at the point where we he actually got mad at me, I asked if we should share why we actually think as we do.
Sharing vulnerable stories from our lives, suddenly created another room entirely, we then did not need to express our opposing opinion, instead we searched for understanding and learning within each other.

The Sun and the Moon

In the end, a lot of these thoughts about meaningful conversations and relations comes down to two things for me, Balance and Wholeness. Balance in close relations, between search for depth and letting go of it, to sometimes sit till late in the night and turn all that matters in you lives and then sometimes just be fools together, play games, sit in a forest, talk nerd talk (those are my best preferences), what matters is that you remember to do both, in your own way differently from relation to relation.. Wholeness is about the sun and the moon, being the same at night and day, at work and home, creating a authentic me, by being the same person where ever I am, not making drastic change because of circumstance. (Also don’t be too stubborn to wear a tie if needed)
Stay true to yourself, but before that take some time to figure what that means to you, do it together with others, and use meaningful conversations to get there.

Vulnerable stories of our true fears and pain as opposed to the patterns that try to efface them and hide them is THE KEY.

Thanks to Nick Jankel, WeCreate, for green slide quotes.
Go to SNAKspil.dk to know more about the game. (Only in Danish so far though)

Final KP Project —- The Why, How and What

The Blog is up an running again, this time in English, to keep English readers updated as well. This time I’ll write about my third and last Year at the KaosPilot’s..

The KaosPilot 3rd Year has been changed from a a year split up into an Internship and a Final Project, to a ALL-IN project year, Which basically means that I have 6 months off from school to kick some ass with a Project which I have complete decision power around, and then in April it’s back to school for report writing and exam.

I have gone through a lot of thinking trying to get to a point where I have a project that is both intriguing and challenging at the same time, and which I hope can provide me with a job when I’m done, because those 3 things are very good pointers at what I want to get out of this last year at the School.

I started out with a very fragmented idea, or more so, it was just a lot of Ideas that I wanted to do, never was good at keeping the focus for a long time so thought why bother, but the more I got into the planning and the more I shared my thoughts the more I could see that in the end, what I really had to learn as a last thing at the school is to keep focus, to fight for something for a long time.

I’ve chosen to take myself up on an old idea which I came up with approx. 3 years ago, when I applied for the KaosPilots, but didn’t get in though, third time was the charm in my case. The Idea came from the question try and create your dream project, my dream at that point was very much to create something that made people come closer together, I had been very inspired by a church initiative where two people of the same gender commit to create an alliance where they have the right to speak into each others life also when it’s not pleasant, to create a interdependent and accountable relationship. I looked at it and thought that this is something that everyone needs be able to access, because in my opinion and experience relationships are what we use to define ourselves and therefore we need to take it serious, not as in no fun, but as in we need to put an effort into it.

I started looking into the mechanics of a trustful conversation and after talking to a friend who studied psychology I realized that the core necessity for trust is safety, the simple things such as who’s behind you, do you know the location your at, what music is playing etc.  So what I came up to start with was a folder that could be brought to cafés and to the home, but I soon realized that to create a space that facilitates a meaningful conversation you need to have safe frame, which you then can break with topics that can spur such a dialogue. This is where the game Idea came in, the core principle of games is that you create a risk free environment where you can test out challenges, so I started playing with it and from that I created SNAK (danish for TALK), the concept is really simple, it’s an ordinary deck of cards, where there’s words on some of the cards, and when a word come into play on a card you pause the game and the person who threw the Word-Card now has to tell something that relates to the word, and the only rule is that the others are only allowed to ask into the persons story, and must not interrupt the person.

I’ve tested it out on my own friends but have also had people I don’t know to try it and review it, and it has been some really powerful experiences, especially ones where I gave it to two 19 year old girls, who in the review wrote that through the game realized that one of them had a eating disorder, and that the other girl had agreed to support her in getting some help. This was when I realized that I have something really powerful going on.

The Cards are now being designed by Matias Falk from IDOART Agency, who’s doing an amazing job, who’s also creating the website and a promotional movie. I have made a printing deal with a local printing factory where the cards are going to be printed on environment friendly paper, also I have deal with GAMES, a board-game shop located in three cities in Denmark. I now have company with CVR# and everything, Lastly I have created a CrowdFund possibility for people who already now know that they want the game, here you can support the development of the game by ordering it before it’s out, hence providing money for the production. The game is set for a release November 16th.

It’s a very intriguing project, the more I get going with it, the more I can see how all my passions are coming to life through the Project, and the dream is to within the next half year create two more products that can support meaningful conversations and relationships.

Thanks for reading, and thanks to all who took the my Survey, it was very helpful, I hope that you will consider supporting the development through crowdfunding on Boomarang.

Update #6 – Farvel til Bogota, Hej Nyt Eventyr og Hjemve

Så er Bogota eventyret ved at været nået sin ende efter 3 måneder, tid som nogen gange er fløjet forbi os, og andre gange har det været som om tiden ikke vil gå frem af og vi skulle blive her for altid.. Tid er noget mærkeligt noget.

Bogota har på mange måder været god ved os, og kommer til at savne meget godt såsom alle de lækre frugter, folks venlighed og imødekommenhed, og den helt vilde samarbejdes villighed jeg oplevede, billige tatoveringer, hygge med drengene her i lejligheden, og jeg kommer til at savne et bjerg som udsigt når jeg læser pibe og ryger bog på altanen, og meget mere.. Helene er måske lidt mere opsat på at komme hjem til at huske alle de gode ting hun kommer til at savne p.t. men det kommer helt sikkert når vi så er hjemme. Det bedste ved Bogota har været al den tid Helene og Jeg har fået brugt sammen, det har været skønt at have, og bliver endnu lækre at vi nu skal på 3 ugers ferie sammen!

Her er lidt billeder fra Bogota, som er taget af min kammerat Cas, Hans billeder visser både skønheden og bagsiden af Bogota og Colombien.

Jeg har haft eksamen, som var ca. lige så uortodoks som resten af skolen, 3 dages gruppe eksamen, hvor vi oppe som hold, og vi bestod med bravor, den bedste oplevelse med det, var da der var 3 af de unge colombianere vi har arbejdet med som var oppe og fortælle om hvad det har gjort ved dem at arbejde med os, og selv om jeg ikke har lavet meget direkte med de 3, blev jeg alligevel meget stolt. Specielt da jeg gik ud til Diana bag efter som en af dem hed, og hun fortalte mig med tåre i øjnene:

“Jeg har prøvet hele mit liv at ændre på tilstanden i Bogota, uden at der er sket noget og da i kom og der skete så meget blev jeg faktisk sur og jaloux over meget i kunne gøre på så lidt tid, men nu hvor det er ved at være slut og jeg kan se hvor meget der er sket, er jeg så lykkelig og inspireret til at tro på Bogota igen. Fordi noget er forandret vi har fået formål igen og vi tror på at det kan udleves.

Efter selv at have tabt modet, hvor jeg havde svært ved at finde det fede ved Bogota, var det en meget opløftende oplevelse at hører fra de folk som vi har berørt, og det fede er at de overtager den bygning vi brugte imens vi var her, for at lave et kreativt sted med et miljø der skal holde inspirationen og passionen for et bedre Bogota kørende. SEJT!

Helene havde som jeg sagde i sidste blog indlæg en tur med en svensk pige, Linda, de havde det rigtig sjovt, og nød en sjov weekend sammen, med landsby besøg, kig på vandfald og fjollen rundt inde i Bogota by.

Vi glæder os til rigtig mange ting nu, vi glæder os til at være rigtig HJEMME, vi glæder os som tossede til at se alle de dejlige mennesker som vi nu endnu mere end før ved hvor meget betyder for os, lige den del er faktisk ikke helt til at holde ud 4 uger endnu. Vi glæder os til det kolde Bord, ren luft i byen, gril på terasen, GOD slik, at vide sig sikker på gaden,  Alle de små ting som vi bare nu ved hvor meget vi skal sætte pris på.. Men før at vi skal nyde alle de ting skal vi lige nyde hinandens selvskab bare for os selv lidt endnu.

Vi tager afsted på vores Bryllups dag d. 14 Juli og så har vi 12 dage til at komme med bus ned igennem Colombien, Ecuador og Peru ned til Cusco, hvor vi skal på 8 dages tur i junglen, Machu Pichu og se alt muligt sejt.. Vi glæder os sindsygt meget, og den hjemve vi føler skal nok blive sat lidt til skamme når vi står med grøn himmel af grøn ara-papegøjer over hovedet, eller på en ø fuld af aber, eller bare når vi ligger i Junglen og sover med musikken derfra til at lulle os i søvn.. wauw! glæder mig lidt mere bare ved at skrive om det 🙂 og Glæder os til at dele oplevelserne derfra når vi kommer hjem..

Ha det godt til vi ses igen!

Update #5 – Ferie

I får lige en lille hilsen, mest med billeder fra en skøn ferie som vi var på fra d. 5 til d. 13 Maj.

Lørdag tog fly op til en by der hedder Santa Marta, på vej så vi mange af de oversvømmelser der har ramt landet. Vi landede i en lufthavn med vand i begge ender af lufthavnen, så det var lidt creepy at lande, men det gik fint. Flyet var forsinket så vores plan om at tage direkte ud i park blev forhindret og vi tog en nat på Hostel der. Det var en ganske charmerende by, og dejlig varm, men vi havde fået nok af by i Bogota og glædet os bare til at komme ud i naturen. Vi brugte tiden til at købe ind til turen, og havde derefter mad til næsten hele turen med.

Næste dag tog afsted med bus ud til Parque Tayrona, den nationale park som vi havde planlagt at bruge hele ugen i. Vi kom dertil og skulle for at komme til området med strande og camping gå en en to timers tur igennem junglen, det var fantastisk rigtigt at opleve regnskov, og vi så mange dyr, noget der var vildt fascinerende var myre-vejene, hvor de har lavet tunneler og stier og bære alle mulige blade. Mega sejt!

Da vi kom til strandende og var gennemvædet af sved kom regnen, og den ville bevise for os hvorfor det hedder REGNskov, men vi fandt en lejr i Junglen efter at alle vores sager var blevet gennemblødt, som lå inde i skoven i det mest dejlige sted, hvor vi fik en dejlig telt plads midt imellem palmer og frugt træer som avocado, banan, mango og mange flere.

Vi nød rigtig meget tiden her, hvor vi kunne lave mad på bål, og mødte mange spændende mennesker fra hele verden, og nød bare naturen rigtig meget, og købte om morgnen lækre chokolade boller fra en bager der lå i lejreren, mums!

Strandende var skønne, store og næsten helt tomme! Vi udnyttede meget bevidstheden om at vi om en måned tager til Peru og rejser en masse, for så at bruge denne ferie for at komme helt ned i gear.

                              (Find Helene på billedet)

Vi fik begge læst et par bøge, jeg kom igennem en Jack London bog fra 1893 på 300 sider, hvilket jeg er meget stolt af, og så gjorde vi jo bare det man gør på en strand, total lækkert.

Vi så mange dyr i Junglen, som aber, slanger, kæmpe krabber, seje fugle, og vi fik også fornøjelsen af at snorkle med skønne fisk, koralerne var meget levende og virkelig flotte.

Men den sejeste dyreoplevelse var da vi var på hjem og flyet igen var forsinket, så vi tog på den strand som delte lokation med lufthavnen, og der sad der en knægt med en abe, og jeg ku slet ikke dy mig, så spurgte med det samme om jeg måtte sidde lidt med den, og det fik jeg lov til, den vær virkelig sød og lille 🙂

Nu er der kun en måned tilbage hernede, og det er egentlig Ok, vi glæder os rigtig meget til vores Peru eventyr, og gør også vores bedste for at nyde tiden her. Helene er i den her weekend på tur, med en svensk pige som besøger en anden Kaospilot og de er på landsby/ jungle tur, med varme kilder, vandfald og  skøn natur, og jeg har skole hele weekenden med spændende forelæsning om evolutionær ledelse.

Håber i har det godt derhjemme, og skriv endelig lidt updates derhjemme fra, vi er meget nysgerrige efter at hører hvordan i har det.

Lidt ekstra billeder:

Update 4 – Indtryk, Projekt og Reflektioner (OG AVENGERS)

Image

Så er det endnu engang tid til en update herfra, der er gået 3 ugers tid siden sidste indlæg og der sker stadigvæk mange spændende ting, jeg vil i det her blog indlæg, som overskriften indikere skrive lidt om indtryk og refklektioner dertil, og så ville jeg fortælle lidt om hvordan projektet med “Fundacion Para La Reconcilacion” (FPR) er gået.. + Avengers filmen er ude!!!!! Wuhuu!

Projekt arbejdet er nu færdigt, efter 6 ugers arbejde, det har været en meget lærerig tid. Vi var primært 2 i projekt gruppen, hvilket er en del mindre end de andre grupper, men vi valgte at se det som en fordel, beslutnings processerne blev det kortere og vi lavede en mulighed for at involvere andre Kaospiloter og en masser Colombianere. I kan se et overblik over arbejdet her, det er dog kun overskrifterne..Image

Vi deltog begge i en tilgivelses Workshop udviklet af FPR hvor vi til trods for sprog barrierer fik et bedre indtryk af deres forståelse af ordet, det er meget interessant at tage et ord, som på mange måder tilhører religion og så arbejde med ud fra en tilgang der heder at det er noget der tilhører alle. Der er bestemt mange ting derfra jeg vil tage med mig hjem, for at se om jeg kan tage det med i mit eget arbejde og projekter.

Image

(Deltagerne fra en Workshop)    (Helene deltog også i en af de kreative workshops)

Image(En Ide: en Chokolade produceret i fattige områder, navnet betyder, tilgiv mig, og er ment som en chokolade der gives sammen med en efterspørgelse efter tilgivelse, Perdoname blev også navnet på hele champagnen)

Måden vi valgte at arbejde på, var at afholde 3 kreative workshops faciliteret af mig og medpiloter, hvor vi havde omkring 15 deltager til hver, efter dem stod vi med 12 ideer, de var udviklet som respons hvor vores arbejds opgave, som var blevet todelt

  1. udvikle en produkt linje, som økonomisk støtte til FPR
  2. Innovation af deres arbejde for at det kan nå flere mennesker og nemt kan gengives

Vi endte med, at sammen med FPR at kreere et Ide katalog med aktion plan til 8 ide’er, og ud over det også at give det netværk af forretningsfolk, designere mm. videre til dem. Vi havde egentlig i vores planer også tænkt at nå en mere håndgribelig eksekvering. Men tid er ikke rigtig det samme i Colombia, og efter 5 uger havde vi pga. diverse udskydelser og forhindringer kun nået de første 3 uger af planen, vi lavede i DK. Men så’n kan det gå, heldigvis har FPR mange ansatte og p.t. ikke mange projekter, så mon ikke de griber nogen af vores ideer. De var ihvertfald meget glade for det vi havde lavet.

Jeg har virkelig nydt at arbejde hernede og føler at jeg er vokset meget i rollen som Kaospilot.


Vi skaber mange nye venskaber hernede, både med Kaospiloter og Colombianere, sidste weekend var på besøg i Indiana (Jones) forældres sommerhus (hun hed Indiana, og hendes far har fanget en Krokodile med hænderne!), med en flok colombianere og en dansker som vi har mødt hernede. Det var en rigtig dejlig oplevelse med Skøn colombiansk mad, gode drinks, salsa dans og dejlig natur.

Image
Vi nyder at have mere tid med Kaospiloterne, og mærker tydeligt at båndende hernede bliver stærkere, både personligt og for mig også professionelt. Vi bor sammen med 3 gutter, hvilket er rigtig hyggeligt, for spillet en masse spil og bare så’n rigtig godt hygget.. En af de andre piloter, Jesper havde besøg af sin kæreste Rie, og vi fik os sammen nogle rigtig gode dage, på bjerg tur og med god med i det rige nord. Og forleden havde vi en vild sjov oplevelse med med hele klassen, hvor vi tog ud og nød en national sport, kaldet TEJO, hvor man kaster med sten efter små lommer med krudt i, og jeg kan siger at det siger BANG når man rammer! MEGA SJOV!

Helene er begyndt at mødes med en pige fra spanien som bor her og har en dansk kæreste, de mødes og bytter sprog.. Det hjælper allerede og er også bare rigtig hyggeligt for Helene med en som ikke har noget med min del af Verden at gøre:)

Helene har også gjort en stor indsats for at sikre sig arbejde når hun kommer hjem, ved at lave en vision plan for ungdoms arbejdet i kirken, som hun har sendt til valgmenigheden i århus, i håb om at kunne udføre det når hun kommer hjem.
Og jeg har også fundet lidt at hygge med hvor jeg lærer lidt spansk, har nemlig fundet mig en flok brætspils entusiaster at spille med, har spillet et enkelts slag civilisation, og efter ferien skal jeg spille HeroScape med dem, sygt Random at de har mit nørdede niche spil.

En ting som vi begge ikke synes er blevet nemmere hernede er den daglige konfrontering af fattige på gaden, specielt fordi der er mange meget gamle og en del som tager deres børn med. Det sætter mange tanker i gang, specielt bliver jeg forundret min egen fordomme overfor de rige her, hvor at i Danmark lever vi som konger, men fordi det er så langt væk er det åbenbart mere OK. Prøver for tiden at komme igang med at skrive tekster til band når jeg kommer hjem, og igår efter turen hjem fra byen fik jeg skrevet det her:

“When I look into to those eyes, all in me falls apart, the heart goes numb, the fist for revolution turns into to palms exposing themselves only as big question-mark. I get reminded of all my lies, that I have created to protect myself by. But it ain’t working like protection, when it’s right in front of me, Suddenly there is nothing left as an apology. Your eyes are the most beautiful thing there is, and nothing seems more truthful to the state of the world, than the eyes of the poor”

Det er en rejse som det er værd at tage at stå ansigt til ansigt med skaden på verden.

Ikke mere alvor, så for at skifte emne og runde dette blog indlæg af vil jeg sige at Ja Vi har set Avengers og ja det var drøm der blev til virkelighed efter mange mange års venten, Og Ja Vi var meget glade!! (se den)

Imorgen tager vi på ferie til caribiske hav i 8 dage, med Sol, hinanden, bøger, frugt, strand, badning og forhåbentlig ikke meget mere.. (vi skal være der på billedet er taget:)