DEN ENSOMHED VI ALLE FØLER

Posted marts 2, 2018
Alle møder ensomheden igennem tilværelsen – Men er det den forbigående ensomhed, Gæsten, eller den mere vedvarende, Indflytteren? Og kunne vi forestille os at der findes en ting som smuk ensomhed? Foredraget tager et grundigt kig på ensomheds mange ansigter og hvad vi kan gøre for at bekæmpe den, når den fortjener sparket.

Der bliver snakket om en ensomhedsepidemi i vores samfund. Men er der virkelig mere ensomhed i dag, end der var for 30 år siden? Hvorfor lader ensomheden så til at fylde mere, end den gjorde tidligere? Hvad kan vi hver især gøre for at bekæmpe ensomheden?

Ensomhed skal ikke ses som en sygdomstilstand, fordi stort set alle oplever den fra tid til anden. Den er derimod en alarmklokke, der fortæller os, at der på en eller anden måde er noget galt med vores relationer til dem omkring os. Der er noget vi bør og skal tage os af.

Ensomhed er nemlig ikke kun den store kliniske ensomhed, som få, hårdt ramte kæmper med og Frederiks foredrag tager fat på den ensomhed, som alle oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv.

 

FOREDRAGET:

Foredraget tager udgangspunkt i Frederiks eget møde med ensomheden. Han fortæller med en personlig nerve, der gør det let at relatere, og som løfter stemningen i et tema, der ellers nemt kan blive mørkt og dystert.

Der vil blive taget fat på hvilke former ensomheden kan have og hvordan den manifesterer sig. Der vil være fokus på forskelligheden og der gives mulighed for at alle deltagerne kan spejle sig selv i de forskellige udtryk ensomheden kan tage.

Frederik vil komme med hans bud på hvad vi hver især kan gøre for at bekæmpe ensomheden, både vores egen og hos dem vi holder af. For vil skal nemlig alle tage ansvar, ikke kun for os selv, også for hinanden.

Frederiks klumme i Århus Stiftstidende fra den 6. oktober 2017:
“Vi er allesammen ensomme – jeg er i hvert fald”