VENSKAB OG ENSOMHED – Med Hoffe og Svinth

VENSKAB OG ENSOMHED – Med Hoffe og Svinth

Posted oktober 7, 2019

Et foredragsshow for unge, om ensomhed og venskaber –
og hvordan sociale medier gør os lidt mindre sociale

Alle undersøgelser af, hvad der skaber et godt liv, og hvad der giver lykke i livet, har et svar:

Gode og nære relationer til andre mennesker.

Som ung kan man godt blive forvirret og tænke, at det handler om at være populær, have de rigtige ting, og om at få flest likes. 

Det kender Daniel Hoff alt til. Han har bygget en karriere på sociale medier og lever stadig i høj grad af følgere og likes. Du kender ham måske som manden bag karaktererne ”Jyden” og ”Kaptajn Colat”. Han har på tværs af de sociale medier mere end 200.00 følgere. Men gennem de seneste år har Daniel erfaret, at følgere og likes på sociale medier hænger meget dårligt sammen med at føle sig vellidt og elsket i ”den virkelige verden”. Fordi følgere og ”first likes” sjældent stiller op, når du har en off-day, og så kan det godt blive rigtig ensomt, når kameraet er slukket.

Frederik Svinth er foredragsholder og skaberen af SNAK-spillet. Han har gennem 7 år rejst rundt på landets efterskoler, gymnasier og folkeskoler med sit budskab om, at ensomhed er vigtigt at forstå og reagere på. Gennem sine foredrag giver han de unge en forståelse af, hvor vigtige nære venskaber og relationer er – og han giver dem redskaberne til at skabe netop de relationer.

I foredragsshowet ”Venskab og ensomhed” sætter Frederik og Daniel fokus på de værdier, der bl.a. ligger bag SoMe-kulturen, og hvorfor et godt liv og det gode venskab ikke kan opgøres i mængden af likes du får på Instagram.

Med foredragsshowet sætter Frederik og Daniel fokus på det stigende problem, nemlig ensomhed blandt unge. Det gør de med en smuk balance af humor og alvor og personlige erfaringer, som de unge kan spejle sig i og lære af.

MÅLGRUPPE OG PRIS

”Venskab og ensomhed” er oplagt til udskolingen, efterskoler og ungdomsuddannelser.

Pris: 9000 kr. + transport (transport pris aftales inden afvikling)

Daniel fortæller – med afmålt Jyden-humor – om sine mange møder med kendte, overfladiske venskaber og hvordan han oplever de fede events, gallashows og udlandsrejser, han bliver inviteret med til. Og hvordan han ofte faktisk sidder tilbage med en følelse af at være ensom, når festen er slut og hverdagen melder sig. Det er først inden for de seneste år, at Daniel har erkendt, at den glæde han finder i de nære venskaber, den får han aldrig gennem sociale medier. Det forsøger han nu at sætte fokus på gennem sine profiler på sociale medier, podcasts og i programserien ”Følg mig” på TV2.

Frederik har selv oplevet ensomheden og han formidler på livsklog og nærværende vis, hvad det vil sige at være ensom, også blandt mange, og hvad man kan gøre for at komme ud af ensomheden. Eller hjælpe andre ud af den. Det gør han gennem en række personlige eksempler, der altid munder ud i spændende diskussioner i øjenhøjde med eleverne. Således går eleverne altid fra Frederiks oplæg med stort udbytte; de får konkrete råd til at sætte fokus på ensomhed, til at komme ud af den og til at være mere opmærksomme på hinanden i dagligdagen.

“Med sit exceptionelle nærvær, tryllebinder Frederik højskoleeleverne på en måde, som er bemærkelsesværdig. Han inviterer til dialog og refleksion, og sætter spor i eleverne.”

Eva Terp-Hansen – Nordjyllands Idrætshøjskole

“… som altid på en meget nærværende måde krydret med en række personlige eksempler og diskussioner  i øjenhøjde med eleverne. Således går eleverne altid fra Frederiks oplæg med stort udbytte, der direkte omsættes i den efterfølgende dagligdag med en større opmærksomhed på hinanden”.

Mads Rykind-Eriksen – Rødding Højskole

  • :